Det spanske venstrefløjsparti Podemos og dets allierede har ifølge valgstedsmålinger klaret sig glimrende ved søndagens lokalvalg i Spanien, og en socialistisk koalition ser ud til at kunne gribe magten i blandt andet hovedstaden Madrid.
Podemos stiller ved valget op i Spaniens regioner, men har ikke officielle kandidater på kommunalt niveau, hvor partiet i stedet støtter andre kandidater på venstrefløjen.
Bliv her klogere på oprørspartiet, der kræver reformer, som skal løfte millioner af trængte spaniere ud af krisen:
* Partiet bliver stiftet 16. januar 2014 og registreres officielt som politisk parti 11. marts samme år.
* Podemos ledes af den 36-årige tidligere universitetsadjunkt Pablo Iglesias, der kan kendes på sin hestehale.
* Ved valget til Europaparlamentet 25. maj 2014 får partiet otte procent af de spanske stemmer og kan dermed sende fem mand til Bruxelles.
* På Podemos' første partikongres i oktober sidste år deltager 8000 mennesker. Få dage senere har partiet 170.000 medlemmer.
* I november 2014 står partiet til at få opbakning fra 27,7 procent af de spanske vælgere ifølge avisen El Pais.
* Der er parlamentsvalg i Spanien til efteråret. Valget bliver formentlig afviklet i november.
Kilder: Newsweek.com, EU, AFP og Reuters, BBC
/ritzau/