FAKTA: Politikerne strides igen om topskat

Skrevet af admin

04/07/2016

Mest læste i dag

Endnu engang diskuterer Folketingets politikere topskatten, som forhandles til efteråret. De Konservative og Liberal Alliance vil fjerne eller sænke topskatten, Venstre vil begynde med bundskatten, mens Dansk Folkeparti prioriterer velfærden først.

I 1993 indførte Nyrup-regeringen topskatten, som betales af godt en halv million danskere eller hver tiende skatteyder. Top- bund- og mellemskat afløste progressive statsskatter i skattereformen.

Topskatten blev sat til 12,5 procent i 1994, 13,5 procent i 1995 og 15 procent i 1996. I 1994 betalte man topskat af al årsindkomst over 234.000 kroner.

I 2015 betalte man topskat af indkomst over 459.200 kroner. Topskatteprocenten sænkes, hvis skatten ligger over "det skrå skatteloft" på 51,95 procent i 2015. Topskattegrænsen stiger til 482.500 kroner i 2022.

I 1994 betalte 616.000 danskere topskat, eller 14 procent af alle skatteydere. I 2008 betalte over hver femte skatteyder - 21 procent - topskat, men andelen faldt i 2010 til 14 procent, fordi topskattegrænsen blev hævet.

I 2008 indbragte topskatten 19,3 milliarder kroner i statskassen, men gevinsten faldt til 15,5 milliarder kroner i 2015. Da betalte 506.000 danskere topskat.

I 2014 betalte 11 procent af skolelærere, 8 procent af sygeplejersker og 8 procent af håndværkere topskat, viser Skatteministeriets tal.

Når 2012-skattereformens ændringer i 2022 er gennemført, ventes 416.000 danskere at betale topskat.

KILDE: Skatteministeriet

/ritzau/