FAKTA: Politisk motiverede angreb

Skrevet af admin

31/01/2014

Dagens topnyheder

Her er tidligere politisk motiverede angreb i Danmark:

* 24. marts 1998: Pia Kjærsgaard bliver overfaldet og forfulgt af en gruppe autonome på Nørrebro i København. Herfra bliver hun eskorteret bort af politiet i en af deres mandskabsvogne. Der blev blandt andet kastet tomater og sten mod bankens facade.

* 18. marts 2002: Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bliver overhældt med rød maling af en aktivist fra Globale Rødder efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. "Heldigvis var det vandbaseret maling," siger Anders Fogh Rasmussen senere på dagen.

* 8. juni 2005: Daværende integrationsminister Rikke Hvilshøjs (V) private hjem bliver udsat for et brandattentat. Rikke Hvilshøj og familien er hjemme, da angrebet sker, men kommer ikke noget til. I en mail til medierne påtager en gruppe ved navn "Grænseløse Beate" sig skylden for forbrydelsen, som bliver forklaret med den "racistiske flygtningepolitik", som Danmark ifølge gruppen udøver.

* 12. februar 2008: Tre mænd bliver anholdt for drabsplaner mod Muhammedtegneren Kurt Westergaard. En af dem bliver sigtet for at planlægge et terrorrelateret drab, men politiet gør ikke forsøg på at få manden fængslet og dropper siden sigtelsen.

* 1. januar 2010: En somalier bryder ind i tegner Kurt Westergaards hjem og jagter ham med økse og kniv. Kurt Westergaard søger tilflugt i sit sikringsrum og tilkalder politiet, der passiviserer manden med pistolskud. Højesteret dømmer somalieren til 10 års fængsel og udvisning af Danmark.

* 10. september 2010: Tjetjeneren Lors Doukaev bliver anholdt i Ørstedsparken efter et brag på et af Hotel Jørgensens toiletter. Den etbenede Doukaev er ved at lægge sidste hånd på en brevbombe til Jyllands-Posten i Aarhus, da eksplosionen sker. Han idømmes 12 års fængsel i Københavns Byret.

* December 2010: Fire mænd anholdes umiddelbart inden et planlagt terrorangreb mod Jyllands-Posten i København, heraf er de tre indrejst fra Sverige til Danmark bevæbnet med maskinpistol og pistol. PET mener, de havde til hensigt at dræbe så mange som muligt i bladhuset på Rådhuspladsen.

* 5. februar 2012: Formanden for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard bliver udsat for mordforsøg i sit hjem på Frederiksberg. Gerningsmanden affyrer skud mod Hedegaard, der dog ikke bliver ramt. Efter noget håndgemæng flygter attentatmanden.

/ritzau/