FAKTA: Regeringen justerer rabatten på luksus-elbiler

Skrevet af admin

18/12/2015

Dagens topnyheder

Fra næste år begynder det at blive dyrere at anskaffe sig en bil, der skal oplades i en stikkontakt frem for tankes op med benzin.

I 2020 er det helt slut med afgiftsfrihed for elbiler, som bliver indfaset i afgiftssystemet over de næste fem år.

Men det kommer ikke til at gå helt så hurtigt med at afskaffe rabatten på luksusmodellerne, som partierne bag aftalen - Venstre, Socialdemokraterne, De Radikale og Dansk Folkeparti - ønskede.

Få her et samlet overblik over elbil-aftalen, som skal justeres efter EU-melding:

* Aftalen betyder, at elbiler indfases i registreringsafgiften over fem år.

* Afgiften indfases med 20 procent i 2016, 40 procent i 2017, 65 procent i 2018, 90 procent i 2019 og til sidst 100 procent i 2020.

* For især at støtte de små elbiler ydes i 2016 og 2017 et bundfradrag i registreringsafgiften for elbiler på op til 10.000 kroner.

* Ifølge aftalen fra oktober var der et loft på 800.000 kroner, som vedrører de dyreste modeller. Det skulle betyde, at der allerede fra 1. januar kom fuld registreringsafgift på den del af prisen, der overstiger 800.000 kroner.

* Men det har EU-Kommissionen underkendt, da det er at betragte som statsstøtte til fordel for de billige elbiler.

* Beslutningen fra EU betyder, at V, S og R vil udskyde loftet over afgiftsrabatten. Justeringen skal vedtages gennem et lovforslag, som DF dog ikke umiddelbart vil stemme for. Dog er der ifølge Skatteministeriet fortsat et smalt flertal for forslaget.

* Ændringen ventes at medføre et såkaldt mindreprovenu på 25 millioner kroner næste år. De penge foreslås i stedet hentet ind ved at nedsætte radiofradraget med yderligere 200 kroner til 400 kroner i 2016.

Kilde: Skatteministeriet

/ritzau/