FAKTA: Så langt nåede Laudrup-klanen

Skrevet af admin

02/12/2015

Mest læste i dag

En epoke i dansk fodbold er forbi. Onsdag meddelte Mads Laudrup - søn af Michael Laudrup - sit karrierestop i en alder af 26 år, og dermed findes der ikke længere aktive fodboldspillere fra Laudrup-klanen på eliteniveau.

Herunder er en gennemgang af, hvad de forskellige medlemmer af den berømte fodbold-familie opnåede i deres karrierer.

* Mads Laudrup, født 9. februar 1989 (26 år):

Som 17-årig fik han sin første seniorkontrakt hos FC København, men hans gennembrud i den danske storklub udeblev. Han fandt siden arbejdsgivere på lavere divisionsniveau. Helsingør blev den sidste, inden Mads Laudrup sagde stop 2. december 2015.

Klubber som seniorspiller:

2006-2009: FC København

2009-2012: HB Køge

2012: Stjarnan, Island (lejekontrakt)

2012-2013: Hobro

2013-2105: FC Helsingør

Landshold: Spillede 29 U-landskampe i årgangene fra U16 til U19 og scorede to mål.

* Andreas Laudrup, født 10. november 1990 (25 år):

Blev som 17-årig hentet til Real Madrid på en ungdomskontrakt, men som seniorspiller udeblev det store gennembrud.

Størst succes havde Andreas Laudrup i FC Nordsjælland, inden han i foråret 2015 som AGF-spiller indstillede karrieren på grund af en ledbetændelsessygdom.

Klubber som seniorspiller:

2008-2009: Lyngby

2009-2014: FC Nordsjælland

2013: Saint-Etienne, Frankrig (lejekontrakt)

2014-2015: AGF

Landshold: Spillede 27 U-landskampe for Danmark heraf 14 for U21-landsholdet, hvor han scorede tre mål.

* Brian Laudrup, født 22. februar 1969 (46 år)

Blev spået en karriere som en af Danmarks bedste spillere gennem tiderne og levede op til dette med højdepunktet i 1992, da han var med til at gøre Danmark til europamester.

Klubber som seniorspiller:

1986-1989: Brøndby

1989-1990: Bayer Uerdingen, Tyskland

1990-1992: Bayern München, Tyskland

1992-1993: Fiorentina, Italien

1993-1994: Milan, Italien

1994-1998: Glasgow Rangers, Skotland

1998-1998: Chelsea, England

1998-1999: FC København

1999-2000: Ajax Amsterdam, Holland

Landshold: Spillede 82 A-landskampe i perioden fra 1987 til 1998 og scorede 21 mål. Spillede sin sidste landskamp mod Brasilien i VM-kvartfinalen, der blev tabt 2-3.

Blev kåret som årets spiller i Danmark i 1989, 1992, 1995 og 1997.

* Michael Laudrup, født 15. juni 1964 (51 år)

Regnes af mange som Danmarks bedste fodboldspiller gennem tiderne og skabte sig en stor karriere i europæiske storklubber som Juventus, FC Barcelona og Real Madrid, inden han som Ajax-spiller indstillede karrieren i 1998.

Klubber som seniorspiller:

1981-1982: KB

1982-1983: Brøndby

1983-1985: Lazio, Italien

1985-1989: Juventus, Italien

1989-1994: FC Barcelona, Spanien

1994-1996: Real Madrid, Spanien

1996-1997: Vissel Kobe, Japan

1997-1998: Ajax Amsterdam, Holland

Landshold: Spillede 104 A-landskampe i perioden fra 1982 til 1998 og blev noteret for 37 scoringer. Holdt pause fra landsholdet fra 1990 til 1993. Spillede ligesom Brian Laudrup sin sidste landskamp ved VM mod Brasilien.

Blev kåret som årets spiller i 1982 og 1985 og blev i 2006 kåret som alletiders danske fodboldspiller.

* Finn Laudrup, 31. juli 1945 (70 år)

Finn Laudrup - far til Michael og Brian - var kendt som en driblestærk offensivspiller. Efter et ophold i østrigske Wiener Sport-Club var han som spillende træner med til at føre Brøndby op i den bedste danske række.

Klubber som seniorspiller: Vanløse IF, Wiener Sport-Club, Brønshøj Boldklub, KB og Brøndby.

Landsholdet: Nåede 19 A-landskampe fordelt over årene fra 1967 til 1979 og scorede seks mål.

Kilder: DBU

/ritzau/