FAKTA: Så meget vil Ryanair betale ansatte i Danmark

Skrevet af admin

03/02/2015

Mest læste i dag

Ryanair åbner i slutningen af marts tre ruter i København, men allerede inden de første fly er på vingerne, varsler den danske fagbevægelse en konflikt, fordi det irske lavprisselskab ikke er indstillet på at forhandle overenskomster.

Fagbevægelsen med Flyvebranchens Personale Union (FPU) i spidsen kritiserer blandt andet Ryanair for at udbetale dårlige lønninger og have dårlige arbejdsforhold.

Og senest har man afleveret et klageskrift i Arbejdsretten for at få forhåndsgodkendelse til en konflikt, der kan træde i kraft inden det første fly letter fra København.

I en mail til Ritzau har Ryanair bekræftet eksempler på lønninger, som det irske flyselskab gav på et pressemøde i København i torsdags.

* En kaptajn vil få omkring 890.000 kroner om året svarende til 74.400 kroner om måneden.

* En andenpilot vil tjene omkring 450.000 kroner årligt, hvilket er omkring 37.500 kroner om måneden.

* Kabinepersonale i ledelsesfunktioner vil få 260.000 kroner om året. Det svarer til 21.665 kroner månedligt.

* Almindeligt kabinepersonale vil få 186.000 kroner om året. Det er 15.500 kroner om måneden.

FPU har dog på baggrund af en norsk kontrakt fra 2013 regnet sig frem til, at kabineansatte i Ryanair højst vil kunne få omkring 9100 kroner før skat.

Kilde: Ryanair og FPU

/ritzau/