FAKTA: Så stor er den ny danske vinge til havvindmøller

Vingeproducenten LM Wind Power i Lunderskov præsenterer 21. juni en ny supervinge til havvindmølleparker.

Vingen er udviklet til Adwen, et selskab under Areva Gamesa. Den bliver i løbet af de næste uger transporteret til Aalborg for omfattende kvalitetstest.

* Der er tale om verdens hidtil største vindmøllevinge med en længde på 88,4 meter. Den kan modstå ekstreme storme - eller et pres som vægten af ti elefanter.

* Vingen er mere end fem gange længere end de vinger, der i 1991 blev leveret til Danmarks og verdens første havmøllepark, Vindeby.

* Rotordiameteren på Adwens ny AD 8-180 havmølle på 8 MW er 180 meter. Tophastigheden ved vingespidsen bliver 300 kilometer i timen.

* Den ny vinge er stor nok til, at den kan rumme cirka 24 mindre biler.

* Materialet er en ny hybrid af kulfiber og glasfiber, og det gør vingen lettere, mere effektiv og ekstremt pålidelig, lyder det producenten.

* En mølle med de ny supervinger kan dække forbruget af strøm i omkring 10.000 husstande.

* LM Wind Power har tre gange slået rekorden for størrelsen af møllevinger: I 2004 (61,5 meter), i 2011/2012 (73,5 meter) og nu i 2016 (88,4 meter). I mellemtiden har Siemens og Vestas gjort det samme med vinger på 75 og 80 meter.

Kilder: LM Wind Power

/ritzau/

Dagens Gossip