FAKTA: Sådan afgøres EM-grupperne ved pointlighed

Skrevet af admin

10/06/2016

Mest læste i dag

Alle fire hold i en EM-gruppe kan i princippet ende med samme pointantal. Hvis to eller flere hold er endt med samme antal point afgøres holdenes placering ud fra følgende kriterier *:

a) Antallet af point i indbyrdes kampe mellem de hold, der ligger lige.

b) Målforskellen i indbyrdes kampe mellem de hold, der ligger lige.

c) Antallet af mål scoret i indbyrdes kampe mellem de hold, der ligger lige.

d) Målforskellen i alle gruppekampe.

e) Antallet af mål scoret i alle gruppekampe. **

f) Placering i turneringens fairplay-stilling efter gruppespillet. Stillingen er blandt andet baseret på antallet af advarsler, holdets opførsel på banen og over for dommeren samt fansene fra det pågældende lands opførsel.

g) Placering på Uefas landsholdsrangliste, der er baseret på landsholdenes præstationer fra kvalifikationen til EM 2012 og frem.

* Hvis holdene står lige i kriterie a, går man videre til kriterie b. Hvis kriterie a differentierer holdene, er de øvrige kriterier ligegyldige.

** Hvis præcis to hold i en gruppe ligger med samme pointantal, målscore og antal scorede mål i en gruppe, og de to møder hinanden i sidste runde af gruppespillet og spiller uafgjort - og derfor stadigvæk er helt lige - bliver de ikke differentieret efter kriterierne f og g. I stedet går de to hold i straffesparkskonkurrence, hvor vinderen opnår den højeste placering.

Kilde: uefa.com

/ritzau/