FAKTA: Sådan arbejder EU-Kommissionen

Skrevet af admin

10/09/2014

Dagens topnyheder

Den kommende EU-kommission, hvoraf de sidste 26 kommissærkandidater blev præsenteret onsdag af formanden Jean-Claude Juncker, arbejder på følgende måde:

* Kommissionen er "unionens regering" og tæller 28 medlemmer: En formand, syv næstformænd med koordinerende rolle inden for hvert deres hovedområde og 20 kommissærer for specifikke områder.

* Junckers nyskabelse er de syv næstformænds rolle, idet de fungerer som koordinatorer og mellemled. Det er næstformanden inden for det specifikke område, som beslutter om kommissæren overhovedet skal stille et forslag.

* Hvert medlemsland udnævner én kommissær for en femårig periode. Når personen indtræder i kommissionen, handler vedkommende ikke på vegne af sit eget land, men på vegne af EU.

* Alle beslutninger tages i kommissærkollegiet ud fra et princip om fælles ansvar. Det har hidtil hørt til sjældenhederne, at kommissionen har stemt om en beslutning.

* Formanden tildeler kommissærerne deres rolle, og vedkommende - i dette tilfælde Juncker - kan beslutte at omfordele posterne.

* Idéen om kollektivt ansvar for trufne beslutninger skal sikre, at alle beslutninger er grundigt gennemtænkt, og alle kommissærer høres om politiske forslag, inden kollektivet beslutter ved konsensus eller stemmer om dem.

* Kommissionen har som hovedregel eneret til at fremlægge lovforslag i EU, det overordnede ansvar for forvaltningen af EU's budget og for at forhandle aftaler på plads med andre lande.

* Den holder også øje med, at medlemslandene overholder EU's regler, og hvis det ikke er tilfældet, kan den rejse sager ved EU-Domstolen.

* Det er den samlede kommission, der skal godkendes af Europaparlamentet, som også er den eneste EU-institution, der kan fyre kommissionen.

/ritzau/