FAKTA: Sådan beslutter briterne om de vil ud af EU

Skrevet af admin

23/06/2016

Mest læste i dag

Storbritannien afholder torsdag 23. juni folkeafstemning, for at afgøre om landet skal melde sig ud af EU eller blive.

* Valglokalerne åbner klokken 07.00 og lukker klokken 22.00 lokal tid (kl. 08.00 til 23.00 i Danmark).

* Der er omkring 44,7 millioner vælgere.

* Der er ikke krav til valgdeltagelsen. Selv hvis kun fem vælgere møder op, er afstemningen gyldig.

* På stemmesedlen står følgende spørgsmål:

- Skal Det Forenede Kongerige forblive medlem af Den Europæiske Union eller forlade Den Europæiske Union?

* Under den tekst er to firkanter, hvor vælgeren kan sætte kryds i "bliv" eller "forlad".

* Britiske og irske statsborgere over 18 år kan stemme. Desuden kan Commonwealth-statsborgere, som bor i Storbritannien eller Gibraltar, sætte deres kryds.

* Også britiske statsborgere i udlandet kan stemme, hvis de har været registreret til at stemme ved et britisk valg inden for de seneste 15 år.

* Indbyggere i Gibraltar kan også - i modsætning til ved parlamentsvalget - stemme. Det drejer sig om cirka 23.000 personer.

* 7. juni var sidste frist for at registrere sig til afstemningen. Havde man registreret sig til lokalvalgene i maj, var det ikke nødvendigt at gøre det igen.

Kilder: BBC, Reuters, Daily Telegraph

/ritzau/