FAKTA: Sådan blev Berlingske Media solgt

Skrevet af admin

30/06/2014

Dagens topnyheder

Den norske industrikoncern Orkla køber i 2000 det daværende Berlingske Officin for 1,8 milliarder kroner. I 2006 køber det britiske investeringsselskab Mecom Orkla Media for 7,5 milliarder kroner. Ud over Det Berlingske Officin indgår 31 norske lokal- og regionalaviser i handlen.

I sommeren 2012 sætter Mecom gang i processen med at sælge ud af de danske aktiviteter. Sådan foregik frasalget:

* Juni 2014: Den belgiske mediekoncern De Persgroep køber Berlingske Media, der blandt andet udgiver Berlingske, BT, Weekendavisen, Århus Stiftstidende, business.dk, Berlingske Nyhedsbureau, Radio24syv, aok.dk og Randers Amtsavis.

Prisen er 1,832 milliarder kroner, og i handlen indgår også det hollandske mediehus Wegener, som primært udgiver regional- og lokalaviser.

* Oktober 2013: Mecom stopper salgsprocessen, men oplyser, at man vil gøre igangværende salgsforhandlinger for dele af virksomheden færdig.

* Oktober 2013: Berlingske Media sælger Frederiksberg Bladet, Vesterbro Bladet, Valby Bladet, Vanløse Bladet, City Avisen og Nørrebro/Nordvest samt ejerandelen på 60 procent af selskabet bag Amagerbladet og Østerbro Avis til Søndagsavisens ejer, North Media.

* September 2013: Berlingske Media sælger sin halvdel af Syddanske Medier og ugeavisen Vesterhavsposten samt ugeaviserne Aabenraa Ugeavis, Sønderborg Ugeavis, Haderslev Ugeavis, Bovbladet og Kolding Ugeavis. Køberen er Den Sydvestjyske Venstrepresse.

* September 2013: Mecom takker nej til de tre bud på køb af koncernens mediehuse i Aarhus, Holstebro og Viborg, som er indleveret af de lokale ledelser på basis af tilsagn fra lokale investorer.

* August 2013: Berlingske Media sælger sine 25 procent af boligportalen Boliga til Euroinvestor.

* August 2013: Ballerup Bladet og Bagsværd-Søborg Bladet sælges til Dansk Avis Tryk Holding.

* Juni 2013: Berlingske Media sælger sine 46 procent af jobportalen Jobzonen til JP/Politikens Hus.

* Maj 2013: Ugeaviserne Lokalavisen Taastrup, Vestegnen og Det ny Odsherred sælges til Sjællandske Medier.

* December 2012: Ugeavisen Kalundborg sælges til Medieselskabet Nordvestsjælland.

/ritzau/