FAKTA: Sådan bliver FN's klimarapporter til

Skrevet af admin

02/11/2014

Dagens topnyheder

FN's Klimapanel, IPCC, har i København præsenteret et resumé for beslutningstagere af den nyeste og mest omfattende videnskabelige viden om klodens klima.

* Der er tale om en syntese af de tre delrapporter, IPCC har udsendt i 2013 og 2014, og som tilsammen udgør klimapanelets 5. hovedrapport siden 1990.

* De tre delrapporter er skrevet af flere end 830 videnskabelige forfattere, blandt andet fra danske DMI. Over 1000 andre forskere har bidraget.

* Det 40 sider lange resumé er i den forløbne uge blevet gennemgået linje for linje af 600 forskere og regeringsrepræsentanter fra 125 lande.

* Dokumentet er "en køreplan", der også angiver en række mulige løsninger på at reducere CO2-udledningen og tilpasse os klimaændringerne.

* Rapporten bliver det videnskabelige grundlag for forhandlingerne på FN-topmødet COP21 i Paris i december 2015, hvor der skal indgås en global klimaaftale.

* Det mellemstatslige klimapanel blev oprettet i 1988 for at rådgive verdens regeringer om klimaforandringer.

* I 1990 udkom IPCC's første rapport om Jordens klima og om, hvordan klimaændringerne kan bekæmpes. Siden fulgte statusrapporter i 1995, 2001 og 2007.

* Panelet ledes fra Genève. IPCC bedriver ikke selvstændig forskning, men trækker på hundredvis af klimaforskere over hele kloden.

Kilder: FN's Klimapanel (IPCC).

/ritzau/