FAKTA: Sådan er de nye betalingsregler på nettet

Skrevet af admin

24/06/2014

Mest læste i dag

Forbrugerombudsmanden har lavet nye betalingsregler, som skal gøre det sikrere for forbrugerne at handle på nettet.

Her er reglerne, som gælder fra 1. september 2014.

* Forbrugeren skal have alle oplysninger omkring køb og betaling, inden vedkommende begynder på købet.

* Forudbetalinger som standardvilkår kan blive set som urimelige, medmindre der er en saglig eller rimelig grund til det. Forbrugerombudsmanden har endnu ikke lavet nogle regler for, hvad der er en saglig eller rimelig grund.

* Reservation af et beløb skal fjernes, lige så snart købet er betalt.

* En virksomhed må ikke iværksætte flere betalinger, hvis forbrugeren kun har givet samtykke til en enkel handel.

* Hvis man er tilmeldt en tilbagevendende betaling såsom et mobil abonnement til et fast beløb, så fungerer det som tidligere. Hvis der bliver tilføjet ekstra beløb til regningen, eller betalingsdatoen ændres, skal forbrugeren varsles otte dage i forvejen. På den måde har forbrugeren otte dage til at stoppe en betaling, hvis man finder en fejl. Men forbrugeren kan også få tilbageført pengene op til 14 dage efter betalingsdatoen. Disse regler gælder fra 1. januar 2015.

* Forbrugeren skal klart give sin samtykke, hvis en virksomhed vil beholde forbrugerens betalingsoplysninger til et fremtidigt køb, uden at forbrugeren skal indtaste oplysningerne igen.

* Virksomheden skal give forbrugeren en kvittering eller ordrebekræftelse som dokumentation for en betaling eller en bestilling umiddelbart efter en betaling eller modtagelsen af en ordre.

* Betalingsoplysninger skal behandles fortroligt og må kun anvendes til det, de i første omgang var angivet til.

/ritzau/