FAKTA: Sådan er det gået ishockeylandsholdet mod Finland

Skrevet af admin

17/05/2016

Dagens topnyheder

Med en overbevisende 4-0-sejr over Canada sikrede Finland sig tirsdag aften førstepladsen i gruppe B ved ishockey-VM. Det betyder, at Finland skal møde Danmark i kvartfinalen på torsdag.

Dermed kommer den danske landstræner Jan Karlsson på den opgave, han havde håbet på, og Danmark får et gensyn med Finland, som danskerne har slået én gang i syv forsøg ved VM.

Her er de tre seneste VM-kampe mod Finland:

* 2015: Danmark-Finland 0-3

Finland havde indledt VM med at tabe 1-5 til USA, og den afklapsning kom Danmark til at betale for. Det blev nærmest en ren forsvarskamp for danskerne, der holdt stand i 27 minutter, inden målmand Sebastian Dahm måtte kapitulere. Skudstatistikken 41-16 til Finland fortæller meget om kampbilledet i Ostrava.

* 2011: Danmark-Finland 1-5

Også åbningskampen i Bratislava blev en noget ensidig forestilling, hvor Danmark kun fik fyret ni skud af mod det finske mål. På et af dem scorede Nichlas Hardt det eneste danske mål, men finnerne var overlegne fra start til slut og lod aldrig Per Bäckmans tropper komme ind i kampen.

* 2010: Danmark-Finland 4-1

Med danske øjne den mest berømte Finland-kamp og den hidtil eneste sejr. Frans Nielsen og Peter Regin bragte Danmark foran 2-0 på bare fem minutter. Finnerne fik omgående reduceret, og Frederik Andersen havde efterfølgende travlt i målet. I anden periode skabte Julian Jakobsen ro med målet til 3-1, inden Frans Nielsen sluttede festen med en scoring i tomt mål til aller sidst. Dermed fik Danmark en kanonstart på VM og red på bølgen helt frem til kvartfinalen.

De øvrige:

* 2009: Danmark-Finland 1-5 (Mål: Julian Jakobsen)

* 2007: Danmark-Finland 2-6 (Mål: Jesper Damgaard og Christoffer Kjærgaard)

* 2005: Danmark-Finland 1-2 (Mål: Kasper Degn)

* 2004: Danmark-Finland 0-6

/ritzau/