FAKTA: Sådan fordeler regeringen milliarder til velfærd

Skrevet af admin

26/05/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) fremlagde tirsdag planen "Danmark på sikker vej - plan for et stærkere fællesskab".

Ifølge planen vil regeringen i årene 2016-2020 anvende i alt 39 milliarder kroner på følgende områder:

* 15 milliarder kroner til bedre sundhed for kræftpatienter, ældre og kronikere.

- Regeringen har en målsætning om, at tre ud af fire kræftpatienter i 2025 skal være i live, fem år efter diagnosen er stillet.

- Der kommer flere ældre over de kommende år, som sundhedsvæsnet skal være klar til at hjælpe.

- Kroniske patienter skal have adgang til hjælp så tæt på deres hjem som muligt, så de kan føre en så normal hverdag som muligt.

- Der afsættes penge til nye lægemidler og behandlingsmetoder, som kan øge overlevelsen og styrke livskvaliteten for patienterne.

* Fem milliarder kroner til børn, uddannelse og social mobilitet.

- Regeringens børnepakke "En god start på livet for alle børn", hvor regeringen blandt andet vil give midler til mere pædagogisk personale og et kompetenceløft på området. Regeringen afviser dog at indfører minimumnormeringer, som Bupl og flere eksperter taler for.

- Regeringen vil samtidig sætte penge af, som skal gå til at få børn og unge sikkert igennem uddannelsessystemet, så 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre mindst en ungdomsuddannelse, og 60 procent skal gennemføre en videregående uddannelse.

* Fire milliarder kroner til forskning, grøn omstilling og vækst.

- Regeringen vil sætte penge af til at indfri målsætningen om, at mindst én procent af BNP skal gå til offentlige forskningsmidler. Det er med til at skabe grundlag for vækst i fremtiden.

- Regeringen vil følge op på den langsigtede strategi i Naturplan Danmark ved blandt andet at etablere mere skov, forbedring af biodiversiteten og sikre lettere adgang til naturen.

- Regeringen vil afsætte flere penge til at sikre bedre vilkår for virksomheder i blandt andet yder- og landkommuner.

* 15 milliarder kroner til øget tryghed, socialt udsatte og uforudsete udgifter.

- Regeringen vil sætte penge af til at bekæmpe terror i de kommende år som opfølgning på den terrorpakke, man allerede har fremlagt.

- Regeringen vil afsætte penge til uforudsete udgifter. På pressemødet i forbindelse med fremlæggelsen af planen blev der blandt andet spurgt til, om de uforudsete udgifter kunne være til boligejere, der har betalt for meget i skat.

Kilder: Regeringens oplæg: "Danmark på sikker vej - plan for et stærkere fællesskab".

/ritzau/