FAKTA: Sådan foregår det britiske valg

Skrevet af admin

07/05/2015

Dagens topnyheder

Torsdag går millioner af briter til valg, hvor det skal afgøres, om den konservative premierminister, David Cameron, kan fortsætte på sin post, eller om han bliver væltet af Labours Ed Miliband.

* Storbritannien holder parlamentsvalg 7. maj.

* Valgstederne i Storbritannien har åbent fra klokken 08 til klokken 23 dansk tid.

* Valget finder altid sted hver femte år den første torsdag i maj. En teori bag denne praksis, der er blevet omsat til lov, er, at lønnen førhen blev udbetalt fredag. Blev valget holdt inden lønningsdag, sikrede man sig, at vælgerne gik til valg og ikke på druk.

* Valget gælder parlamentets Underhus med 650 medlemmer, der sidder i fem år.

* Overhuset har 742 medlemmer, der ikke er på valg. Nogle af pladserne går i arv, andre medlemmer udpeges af regeringen. Overhuset har i praksis ingen indflydelse.

* Landet er delt op i valgkredse. Den kandidat i den enkelte valgkreds, som får flest stemmer, vinder et mandat. Resten af stemmerne i kredsen er tabt.

*Storbritannien består af England med 533 mandater, Skotland 59, Wales 40, Nordirland 18.

* Landet har 64 millioner indbyggere. Omkring 46 millioner er stemmeberettigede. Tallet kendes ikke præcist. Briterne skal registreres som vælgere, og fristen udløb 20. april. Først efter valget kendes antallet af registrerede vælgere.

* Ved forrige valg i 2010 var stemmeprocenten 65,1.

* Sammen med parlamentsvalget er der lokalvalg, dog ikke i hovedstaden London.

* Valgkredsen Sunderland City Counsel har været først med et resultat ved de seneste fem parlamentsvalg, og det første parlamentsmedlem er blevet kåret kort før klokken 01 dansk tid. De fleste resultater ventes dog at komme mellem klokken 04 og klokken 06 fredag morgen dansk tid.

Kilder: BBC, Telegraph, Parlament.uk.

/ritzau/