FAKTA: Sådan forsvarer Nationalbanken kronen

Finansministeriet har efter indstilling fra Nationalbanken besluttet at stoppe udstedelserne af indenlandske og udenlandske statsobligationer indtil videre. Det er et af midlerne for at svække kronen, der ikke må bliver for stærk over for euroen.

* Danmark har siden 1982 ført fastkurspolitik først over for D-marken og fra 1999 over for euroen. Fastkurspolitikken er karakteriseret ved, at kronen stabiliseres inden for et snævert bånd. Formelt kan kronen svinge med op til 2,25 procent på hver side af centralkursen.

* Hvis kronen bliver for stærk over for euroen, kan Nationalbanken intervenere for at mindske kronens styrke.

* En reaktion kan være, at Nationalbanken køber euro for x antal milliarder.

* En reaktion kan være at sænke de pengepolitiske renter som eksempelvis Nationalbankens udlånsrente, renten på indskudsbeviser eller foliorenten.

* En reaktion kan være at stoppe salget af statsobligationer. Det sker for at sænke renten på obligationerne, så de bliver mindre end de tyske statsobligationer, der herved bliver mere attraktive.

Kilder: Nationalbanken

/ritzau/

Dagens Gossip