FAKTA: Sådan fungerer USA's lempede visumregler i dag

Skrevet af admin

09/12/2015

Mest læste i dag

USA har i flere årtier haft et særligt program for visumfritagelse - Visa Waiver Program (VWP).

Det gælder 38 lande, heriblandt Danmark. Få her et overblik over reglerne og de mulige stramninger, der er på vej.

* Præsident Ronald Reagan underskrev i 1986 loven, der tillader statsborgere fra Vesteuropa og andre "venlige" nationer at rejse til USA uden at skulle anskaffe visum på forhånd. I alt 38 nationer er omfattet af ordningen.

* 20 millioner mennesker fra de 38 lande rejser hvert år ind i USA. Det svarer til 40 procent af alle udenlandske besøgende i landet.

* De skærpede regler vil afskære personer, der har rejst i Irak eller Syrien efter marts 2011, fra at få visumfritagelse gennem programmet.

* Også mennesker, som har besøgt Iran eller Sudan, der af USA beskyldes for at støtte terror, vil skulle søge om visum.

* De mere strikse krav vil blandt andet kræve, at USA's samarbejdslande udleverer information om deres statsborgere til amerikanerne. Det gælder eksempelvis, hvis landenes statsborgere optræder på lister over mistænkte kriminelle eller terrorister.

* Det Hvide Hus bakker op om strammere regler for visumfritagelse, da eksempelvis gerningsmændene bag angrebene i Paris 13. november kunne have rejst til USA uden et visum i hånden på grund af VWP-ordningen.

* Kritikere mener, at de foreslåede krav vil tære på forholdet mellem USA og de implicerede lande. De peger på, at der allerede bliver udført tjek af rejsende på visumprogrammet.

* Siden august 2008 har USA forhindret 4000 rejsende fra de pågældende lande i at komme ind i USA, fordi deres navne dukkede op i såkaldte terrordatabaser. 22.000 er blevet stoppet for at ville bruge stjålne eller tabte pas.

Kilder: Det Hvide Hus, Politico, BBC, Reuters

/ritzau/