FAKTA: Sådan har sagen om News of the World udviklet sig

Skrevet af admin

24/06/2014

Dagens topnyheder

Tirsdag blev den tidligere chefredaktør for den britiske tabloidavis News of the World Andy Coulson kendt skyldig i at have medvirket til ulovlig overvågning af mobiltelefoner.

Sagen begyndte for alvor tilbage i juli 2011, hvor det kom frem, at avisen havde hacket sig ind på en forsvundet (og senere myrdet) piges telefonsvarer.

Journalister aflyttede hendes beskeder og kunne på den måde følge med i forældrenes forsøg på at få kontakt med pigen.

Ud over at have benyttet ulovlige metoder forstyrrede avisen også eftersøgningsarbejdet, fordi det så ud som om, at pigen rent faktisk aflyttede sin telefonsvarer og dermed var i live.

Sagen førte til, at omfanget af telefonhacking på avisen blev kendt. Kendte, kongelige og politikere var nemlig blevet afluret på samme vis, og det udløste et ramaskrig.

Briterne var så oprørte, at ejeren Rupert Murdoch 10. juli ikke så nogen anden udvej end at lukke News of the World, som ellers var en god forretning.

Siden blev der nedsat en undersøgelseskommission, som skulle kaste lys over, hvad der var foregået på avisen, og foruden Andy Coulson blev syv andre personer anklaget i sagen.

Sagen blev indledt i oktober sidste år, og anklagerne lød på aflytning af over 800 personers telefonsvarere, bestikkelse af offentlige embedsmænd og forstyrrelse af politiets arbejde.

/ritzau/