FAKTA: Sådan kan du sikre dig mod indbrud

Skrevet af admin

25/12/2015

Dagens topnyheder

Hvert år kommer mange familier hjem til et gennemrodet hus, når de har været på julebesøg. Men man kan selv gøre en del for at mindske risikoen for indbrud for sig selv og sin nabo. Her er politiets råd:

* Hils på andre i nabolaget og ønsk dem en glædelig jul – også dem du ikke kender. Det bedste værn mod indbrud er mennesker. Tyven vil hverken ses eller genkendes, og et simpelt "hej" kan være nok.

* Sørg for god belysning i og omkring boligen, så tyven har svært ved at komme ind uden at blive set. Køb for eksempel nogle tænd/sluk-ure. De koster ikke alverden, men de kan gøre en verden til forskel.

* Få huset til at se beboet ud, når du ikke er hjemme. Lad ungernes legetøj rode på gulvet og giv ægtefællen lov til at lade den beskidte opvask stå på køkkenbordet lidt endnu.

* Hold et vågent øje med naboens hus og parkér din bil i deres indkørsel, hvis ikke de er hjemme. Du kan også smide affald i deres skraldespand og tømme deres postkasse, hvis de er udenbys. Og er du i særlig godt julehumør, kan du skovle sne foran naboens hus.

* Lad være med at annoncere på sociale medier, at du er på juleferie eller væk fra hjemmet.

* Lås dit skur og ryd op i haven, så der ikke ligger redskaber fremme. Nogle indbrudstyve medbringer ikke værktøj, men finder det på gerningsstedet.

* Tilmeld dig Nabohjælp på www.nabohjælp.dk. Nabohjælp forebygger op til hvert fjerde indbrud, og det tager kun fem minutter at tilmelde sig. 130.000 husstande har allerede tilmeldt sig.

Kilder: Rigspolitiet

/ritzau/