FAKTA: Sådan kommer de nye lånedokumenter til at se ud

Skrevet af admin

15/02/2016

Mest læste i dag

I starten af 2017 får boligejere og aspirerende boligejere en hjælpende hånd i form af en ny måde at fremlægge boliglån på.

Den skal gøre op med de uforståelige lånedokumenter, der for nuværende gør det ud for lånetilbud.

* De nye retningslinjer er udarbejdet af Realkreditrådet, Forbrugerrådet Tænk og Realkreditforeningen

* Der er tale om et nyt sæt "principper", der træder i kraft senest første februar 2017.

De nye principper indebærer:

* En kort introduktion til lånetilbuddet. Den skal være en vejviser til det omfattende lånemateriale og oplyse om lånetype, variable omkostninger og effekt på privatøkonomien.

* Et løfte om, at realkreditinstitutterne formulerer sig så enkelt og forståeligt som muligt

* En introduktion, der udpeger de dele af lånetilbuddet, der er specielle for låntager.

* Et informationsark baseret på et EU-standardformat, der giver informationer om lånet, der kan sammenlignes en til en med andre lånetilbud.

Der er god brug for opklaring af boliglån. En undersøgelse foretaget af Forbrugerrådet Tænk viste i efteråret 2015, at:

* Et almindeligt lånetilbud ofte er på mere end 70 sider.

* Forbrugerne reelt forstår mindre af lånetilbuddene, end de selv tror.

* Kun omkring 20 procent svarer korrekt på spørgsmål til konkrete dele af deres boliglån.

* Dele af lånetilbud har et lixtal på over 80, langt over eksempelvis den gennemsnitlige lovtekst.

Tænk fremhæver i sin undersøgelse følgende tekststykke:

"Lånet er ydet på baggrund af inkonverterbare stående obligationer og kan derfor alene ekstraordinært indfris helt eller delvis ved til realkreditinstituttet at indlevere obligationer, svarende til obligationsrestgælden eller det delvise beløb hvormed lånet ønskes nedbragt i samme serie, årgang og rentefod som de, hvormed lånet er effektueret".

Kilder: Realkreditrådet, Forbrugerrådet Tænk, Ritzau

/ritzau/