FAKTA: Sådan kommer Superligaen til at se ud

Skrevet af admin

20/06/2015

Dagens topnyheder

Først skulle Superligaens struktur ændres. Så skulle den ikke. Og nu er alle klubberne i Superligaen og 1. division så blevet enige om at udvide rækken fra 12 til 14 hold og indfører slutspil.

Nu mangler kun Dansk Boldspil-Union (DBU) at godkende den nye struktur, hvilket unionen forventes at gøre i den kommende uge.

Den model, som klubberne er blevet enige om, er udarbejdet af den hollandske konsulentvirksomhed Hypercube.

Herunder kan du få et overblik over, hvordan den nye Superliga kommer til at se ud.

* Superligaen udvides fra 12 til 14 hold. De møder hinanden to gange, hvilket giver 26 kampe til alle hold i grundspillet.

* De seks øverste hold efter grundspillet går videre til mesterskabsslutspillet, hvor holdene tager pointene med over. Her mødes alle hold på både ude- og hjemmebane, hvilket giver 10 kampe, hvorefter holdet med flest point kåres som mester.

* De otte nederste hold skal spille et nedrykningsspil. De otte hold deles i to puljer med fire hold i hver. Nummer 7, 10, 11 og 14 i den ene pulje, og nummer 8, 9, 12 og 13 i den anden. De møder hinanden to gange, hvilket giver seks kampe til hver.

* Vinderen af den ene pulje og nummer to i den anden pulje mødes over to kampe - og omvendt.

* Vinderne af de to opgør mødes i en ny dobbeltkamp, hvor vinderen her møder den lavest placerede fra mesterskabsspillet, som ikke har kvalificeret sig i forvejen til Europa League på udebane. Vinderen af den kamp får lov at deltage i Europa League-kvalifikationen.

* De to dårligste hold i hver pulje skal spille nedryknings-knockout. Nummer tre i den ene pulje møder nummer fire i den anden pulje og omvendt.

* De to vindere mødes. Vinderen overlever, og taberen møder nummer tre fra 1. division og kæmper om en billet til Superligaen.

* De to tabere mødes. Taberen dykker direkte ned. Vinderen møder nummer to fra 1. division og kæmper om en billet til Superligaen.

* Vinderen af 1. division rykker direkte op i Superligaen.

/ritzau/