FAKTA: Sådan må du hjælpe migranter

Skrevet af admin

07/09/2015

Dagens topnyheder

Flygtningepresset er nået til Danmark, og mange frivillige danskere står klar med hjælp i form af mad og drikke til de mange flygtninge og migranter, som har været længe undervejs.

Eksempelvis har tidligere børnerådsformand Lisbeth Zornig meddelt pressen, at hun har samlet seks personer op, som hun giver et lift til København. Det kan dog være på kant med loven at give flygtninge et lift, hvis man er bevidst om, at de ikke har lovligt ophold i landet.

Her kan du blive klogere på, hvordan du kan hjælpe på lovlig vis:

* Må du køre en flygtning til Sverige?

Det korte svar er nej. En del af de flygtninge som søndag kom til Danmark har givet udtryk om at ville rejse videre til Sverige, hvor flere angiveligt har familie. Ifølge politiet er det dog ulovligt at hjælpe flygtninge ind eller gennem landet.

Ifølge advokat Niels-Erik Hansen kræver det dog, at man "forsætligt overtræder loven". Det, at man samler blaffere op, betyder ikke, at man er menneskesmugler, mener han.

* Må du have en flygtning boende?

Det korte svar er nej. Hvis en flygtning eller migrant ikke har ladet sig registrere som asylsøger, vil det givetvis være ulovligt at huse dem, mener advokat Bjørn Elmquist, som er formand for Dansk Retspolitisk Forening.

* Må du give penge til en flygtning?

Det korte svar er ja - hvis beløbet er rimeligt. Beløbet må ikke være så stort, at myndighederne kan stille spørgsmål ved, om de skal bruges til noget ulovligt ifølge Bjørn Elmquist. Du må dog gerne donere tøj samt mad og drikke.

Kilder: Dansk Politi, BT, DR.

/ritzau/