FAKTA: Sådan opdager du tegn på ensomhed hos unge

Flere unge i folkeskolens ældste klasser føler sig ensomme. Det viser nye tal fra Skolebørnsundersøgelsen 2014, som Statens Institut for Folkesundhed står bag.

Ritzau har spurgt formanden for Ventilen Danmark, Maria Bergmann Nielsen, hvordan ensomme unge oplever hverdagen, hvordan andre opdager tegn på ensomhed, og hvordan det er lettest at hjælpe dem, der føler sig ensomme.

Ventilen Danmark er en frivillig social organisation, der driver tilbud for ensomme unge i alderen 15 til 25 år.

Selv om man her primært arbejder med en ældre aldersgruppe end den, der medvirker i undersøgelsen, har de ensomme flere af de samme udfordringer, fortæller Maria Bergmann Nielsen:

* Spørgsmål: Hvilke tegn er der på, at en ung er ensom?

- Der er mange tegn. Nogle af dem, som vi lægger mærke til, er, at det ofte er nogle, som går i et med tapetet. Som forsøger ikke at gøre væsen af sig, og som måske sætter en facade op, der er med til at beskytte dem for de dårlige oplevelser, som de har haft og er bange for at få fremadrettet.

- Det er måske dem, der sidder med musik i ørene i frikvarteret, og som bevidst prøver at holde sig væk fra fællesskabet. Det er en strategi, de har valgt, fordi de har gjort nogle forsøg på at blive en del af klassen eller en vennegruppe, og de forsøg er bare mislykkedes gang på gang.

* Spørgsmål: Hvordan oplever en ung, der føler sig ensom, dagligdagen?

- Man oplever dagen som en stor udfordring. Man er ofte blandt andre mennesker - man er ikke alene som sådan.

- Men der er ikke rigtig nogle, som man kan snakke med i løbet af dagen, eller som siger godmorgen til en, når man træder ind i klasselokalet i for eksempel en niende klasse. Det er en følelse af ikke at blive set eller lagt mærke til i dagligdagen.

* Spørgsmål: Hvordan kan man hjælpe unge personer med tegn på ensomhed?

- Den nemme hjælp er ved at anerkende, at den ensomme er der og lægge mærke til vedkommende. Sig hej om morgenen og inddrag den ensomme i hverdagen. Spørg, om vedkommende vil være med til aktiviteter.

- Den tunge del af hjælpen skal komme fra for eksempel studievejlederen eller forældrene.

Maria Bergmann Nielsen tilføjer, at Ventilen ikke oplever, at bestemte familieforhold går igen blandt de unge, som organisationen hjælper. Samt at man ikke entydigt kan sige, om sociale medier bidrager til eller hjælper mod ensomhed.

/ritzau/

Dagens Gossip