FAKTA: Sådan redder du dig selv fra et revlehul

Skrevet af admin

02/08/2016

Mest læste i dag

Når man er ved stranden, skal man passe på, at man ikke bliver fanget i et revlehul, også kaldet hestehul.

Her er rådene fra TrygFondens Kystlivredning, hvis man støder på et revlehul.

* Når du går på bunden, kan du pludselig mærke, at den forsvinder under fødderne, og strømmen vil trække dig væk fra strandkanten.

* Gå ikke i panik. Lad dig føre med strømmen, til den aftager. Svøm derefter til siden og langs stranden og derefter ind til land igen.

* Ofte vil det kun være fem til ti meter, du behøver at svømme langs stranden, inden strømmen forsvinder.

* Hvis du ser nogen kæmpe med et revlehul, skal du ikke svømme ud og hjælpe vedkommende. I stedet skal du kontakte en livredder, hvis der er en på stranden.

* Kast noget, der kan flyde. Det kan være en redningsvest, en redningskrans eller en bold.

* Råb til svømmeren, at han eller hun ikke skal svømme imod, men svømme til siden.

* Pas på dig selv. Mange er selv druknet i forsøget på at redde en anden ud af et revlehul.

Kilde: Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat hos TrygFonden Kystlivredning.

/ritzau/