FAKTA: Sådan siger Danmark farvel til Anker Jørgensen

Skrevet af admin

02/04/2016

Dagens topnyheder

20. marts døde den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen, 93 år.

Han bisættes lørdag, og dagen byder på en række begivenheder:

* Bisættelse klokken 13:

Anker Jørgensen bisættes fra Grundtvigs Kirke på Bispebjerg i København. Der er plads til 1300 mennesker i kirken.

Bisættelsen er offentlig, men der er på forhånd omkring 400 særligt inviterede gæster. Dørene åbnes ifølge kirken klokken 12, men de lukkes igen, når der ikke er flere pladser i kirken.

Lars Kvist Jørgensen (Anker Jørgensens søn), tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen og S-formand Mette Frederiksen holder tale ved bisættelsen.

Forventet sluttidspunkt er klokken 14.

* Mindearrangement i Vega:

Efter bisættelsen afholder Socialdemokraterne i samarbejde med Anker Jørgensens familie et mindearrangement på spillestedet Vega på Vesterbro i København.

Fra klokken 14.30 til 15.30 forventes der at være taler - blandt andet fra S-formand Mette Frederiksen og 3F-formand Per Christensen. Povl Dissing og Benny Andersen kommer med et musikalsk indslag.

Offentligheden er velkommen på Vega.

* Mindearrangement på Christiansborg Slotsplads:

Fra klokken 18 til 19.30 har Socialdemokraterne sammen med Anker Jørgensens familie planlagt en mindehøjtidelighed på Christiansborg Slotsplads.

Der vil være taler - blandt andet fra Københavns overborgmester Frank Jensen (S) - og der vil blive spillet musik. Mattias Kolstrup fra Duné, Allan Olsen, Peter A.G. og Per Frost (Gnags) er nogle af de musikere, som optræder.

Offentligheden er velkommen.

Kilde: Socialdemokraterne.

/ritzau/