FAKTA: Sådan skal familiesammenføringer gøres sværere

Regeringen ønsker at stramme reglerne i sager, hvor en udlænding med opholdstilladelse i Danmark ønsker at få familiemedlemmer til Danmark.

Det skal ske ved at det udenlandske familiemedlem vurderes på fire kriterier:

* Erhvervserfaring: Skal have arbejdet mindst tre ud af de seneste fem år.

* Uddannelse.

* Sprogkundskaber: Engelsk, tysk eller et nordisk sprog.

* Øvrige relevante forhold: Eksempelvis frivilligt arbejde, der viser et engagement.

Opfylder det udenlandske familiemedlem tre af de fire kriterier vil vedkommende opnå status som "integrationsegnet", og dele af stramningerne vil ikke gøre sig gældende.

Det gælder også, hvis man opfylder to af de fire kriterier "i særlig grad".

Opfylder det udenlandske familiemedlem derimod færre kriterier, bruges prædikatet "potentielt integrationsegnet", og samtlige stramninger gør sig gældende.

Stramningerne er:

* Kravet til den herboende skærpes, så denne fremover skal have haft permanent opholdstilladelse i Danmark i seks år frem for i tre år, som reglerne er i dag.

* Det såkaldte tilknytningskrav skærpes, så den herboendes tilknytning til Danmark skal være "væsentligt større" end til landet familiemedlemmet kommer fra. I dag skal tilknytning være "større".

* Krav til den herboende om sprogkundskaber og aktivt medborgerskab skærpes.

Opnås status som "integrationsegnet" bortfalder de skærpede krav til tilknytning og sprogkundskaber.

* Boligkrav. Det skal være en betingelse, at boligen ikke ligger i et ghettoområde.

* Forsørgelseskrav. Der skal stilles et skærpet og mere reelt forsørgelseskrav, der blandt andet betyder, at den herboende aktuelt er og i en periode har været selvforsørgende.

Kilde: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

/ritzau/

Dagens Gossip