Fakta: Sådan vælger Fifa den nye præsident

Skrevet af admin

26/02/2016

Mest læste i dag

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) vælger fredag en ny præsident i forbindelse med forbundets kongres i Zürich.

Kongressen med deltagelse af Fifas 209 medlemslande går i gang klokken 9.30, og det er sandsynligvis først i løbet af eftermiddagen eller først på aftenen, at navnet på Sepp Blatters afløser er fundet.

I alt fem kandidater - prins Ali Bin Al Hussein, Tokyo Sexwale, sheik Salman Bin Ebrahim Al Khalifa, Jerome Champagne og Gianni Infantino - stiller op til valget, der kan blive afgjort i en eller helt op til fem valgrunder.

Hver enkelt valgrunde kan tage op mod to timer, så det er umuligt at fastsætte et tidspunkt for, hvornår på dagen den nye præsident er valgt. Før præsidentvalget går i gang, skal kongressen blandt andet stemme om en række reformforslag.

Sådan foregår præsidentvalget:

* Alle fem kandidater får mulighed for at holde en tale foran kongressen, før der skal afgives stemmer.

* Første valgrunde:

Hvis en de fem kandidater opnår 2/3 af stemmerne, er han Fifas nye præsident. Er det ikke tilfældet, går kongressen videre til anden valgrunde.

* Anden valgrunde:

Hvis en af de fem kandidater opnår mere end 1/2 af stemmerne, er han Fifas nye præsident. Er det ikke tilfældet, går kongressen videre til tredje valgrunde - dog uden den kandidat, der har opnået færrest stemmer.

* Tredje valgrunde:

Hvis en de fire kandidater opnår mere end 1/2 af stemmerne, er han Fifas nye præsident. Er det ikke tilfældet, går kongressen videre til fjerde valgrunde - dog uden kandidaten med færrest stemmer.

* Fjerde valgrunde:

Hvis en de tre kandidater opnår mere end 1/2 af stemmerne, er han Fifas nye præsident. Er det ikke tilfældet, går kongressen videre til femte valgrunde - dog uden kandidaten med færrest stemmer.

* Femte valgrunde:

Den af de to kandidater, der opnår flest stemmer, er Fifas nye præsident.

Kilder: Fifa

/ritzau/