FAKTA: Sådan virker kautionssystemet i USA

Skrevet af admin

09/07/2014

Dagens topnyheder

I det amerikanske retssystem kan man godt risikere at skulle sidde i fængsel i mange uger eller måneder.

For at undgå, at uskyldige sidder fængslet så længe, men samtidig være sikker på, at de ikke stikker af fra retssagen, benytter man sig af kautioner.

Det betyder, at en dommer kan tillade en anklaget at blive løsladt, hvis retten til gengæld får sikkerhed i form af en sum penge.

Denne sum penge er kun "til låns" og udbetales igen, når den anklagede møder op til selve retssagen.

Beløbene varierer fra sag til sag og stat til stat, og hvis der - som i den 22-årige danskers tilfælde - kræves et langt større beløb, end man har råd til - kan man gå til en kautionsagent. Medmindre altså, at man bor i en af de fire starter, hvor den slags ikke er tilladt.

Kautionsagenten låner via et forsikringsselskab og mod et gebyr på typisk 10 procent penge til den anklagede, indtil retssagen er overstået.

Hvis den anklagede ikke dukker op til retssagen, er det i første omgang kautionsagenten, der hæfter for kautionsbeløbet, men i sidste ende vil regningen ende hos den anklagede eller det familiemedlem, der eventuelt har underskrevet aftalen med agenten.

Kautionssystemet kritiseres for at favorisere de rige, der har råd til at slippe for fængsel, mens de fattige, der ikke kan låne til kautionen, må sidde fængslet, selv om det senere viser sig, at de er uskyldige.

Kaution er også muligt under dansk retspraksis, men er meget lidt anvendt.

/ritzau/