FAKTA: Salget af Dong Energy - kort fortalt

Skrevet af admin

26/01/2014

Mest læste i dag

2004:

* Den daværende VK-regering indgår sammen med Dansk Folkeparti, De Radikale, Socialdemokraterne og SF en bred politisk aftale om en børsnotering af Dong.

2008:

Den buldrende finanskrise og uro på det danske og internationale aktiemarked får 21. januar daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at indstille børsnoteringen af Dong Energy - blot 16 dage før den planlagte børsintroduktion.

2013:

* Februar: Dong-ledelsen indleder en pengejagt, der skal skaffe mindst seks til ni milliarder kroner ekstra i egenkapital efter præsentation af et årsregnskab med et underskud på fire milliarder alene i 2012.

* Samme dag genbekræfter samtlige forligspartier aftalen fra 2004 om at børsnotere Dong Energy. Dog fortsat med staten som hovedaktionær.

* September: Goldman Sachs, ATP og PFA giver et tilbud på køb af aktier i Dong Energy ud fra en samlet værdifastsættelse af Dong Energy på 31,5 milliarder kroner.

Oktober:

* Finansministeriet når til enighed om vilkårene for et kapitalindskud i Dong Energy på i alt 11 milliarder kroner fra ATP, PFA Pension og Goldman Sachs. Samlet vil det give selskaberne en ejerandel på 26 procent.

* Cirka otte milliarder kroner kommer fra Goldman Sachs. Det giver den amerikanske investeringsbank en ejerandel på 19 procent og en række andre fordele som vetorettigheder i Dong Energys bestyrelse som et udtryk for "mindretalsbeskyttelse".

* Statens ejerandel på 81 procent vil, hvis aftalen gennemføres, blive reduceret med 21 procent.

* 12. december: Enhedslisten fremsætter et forslag i Folketinget om at trække aktstykket tilbage og dermed opgive alle planer om at sælge dele af Dong til Goldman Sachs.

2014:

* Januar: Den politiske modstand mod valget af Goldman Sachs som ny medejer af Dong Energy vokser.

Dansk Folkeparti dropper sin hidtidige opbakning til aftalen, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) går ud med en kraftig advarsel mod salget, og SF's landsledelse vedtager en udtalelse, der udtrykker bekymring over Dong-aftalen.

* 25. januar: Finansminister Bjarne Corydon (S) afviser et forslag fra fire danske pensionskasser om at træde til som investor i stedet for Goldman Sachs og holder fast i, at Dong-aftalen er den bedste løsning for Dong og for den danske stat.

* 28. januar: Enhedslisten har kaldt finansministeren i samråd, hvor partiet sammen med DF vil bede om forklaring på, hvorfor tilbuddet fra Goldman Sachs er vurderet til at være det bedste tilbud, og hvad de skattemæssige konsekvenser bliver af salget.

* 30. januar: Enhedslistens forslag om at droppe Dong-salget skal til andenbehandling og afstemning i Folketinget.

Samme eftermiddag er der møde i Folketingets Finansudvalg. Her ventes aftalen at få den endelige politiske godkendelse af regeringen med støtte fra Venstre og De Konservative, men uden opbakning fra forligspartiet Dansk Folkeparti.

2015:

* Hvis aftalen gennemføres med Goldman Sachs, ATP og PFA Pension, skal Dong Energy senest i begyndelsen af 2015 præsentere en køreplan frem mod en børsnotering inden 2018. Aktiemajoriteten vil dog stadig være på statens hænder efter dette.

(Kilder: Finansministeriet, Ritzau, Børsen, Berlingske og Jyllands-Posten)

/ritzau/