FAKTA: Se baggrunden for at Klarlund stævner minister

* Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, UVVU, skal afgøre, hvorvidt professor og sundhedsekspert Bente Klarlund Pedersen er uredelig efter kritik for svindel med videnskabelige redegørelser.

* Ifølge en foreløbig afgørelse, som udvalget sendte ud for et par måneder siden, var de klar til at erklære Bente Klarlund uredelig på flere punkter, men nu har hun sammen med sin advokat valgt at stævne ministeriet og UVVU inden den endelige afgørelse.

* Sagen begyndte at rulle i pressen i starten af april 2011, efter at en reservelæge på Rigshospitalet kontaktede Bente Klarlund Pedersen med en mistanke om svindel med flere fotos. De sager stammer fra 2003 og 2005.

* Klarlund valgte selv at indberette de fire mistænkelige artikler til UVVU.

* Der er blevet genbrugt og manipuleret med fotos i videnskabelige artikler, som Bente Klarlund er medforfatter på sammen med hjerneforskeren Milena Penkowa. De to forskere har forfattet 12 videnskabelige artikler sammen.

* Fotoerne viser en muskel fra den del af projektet, som Penkowa har haft ansvaret for. Billederne var drejet 90 grader og forvansket for at skjule, at de var genbrugt.

* Professor Henrik Galbo anmeldte den 19. juli Bente Klarlund Pedersen for svindel efter at have gennemgået 12 af hendes artikler. Ifølge anmeldelsen er Klarlund ansvarlig seniorforfatter på 11 af artiklerne, mens Penkowa havde en perifer rolle.

* Hun har selv erkendt to af fejlene. Artiklerne blev trykt i Lung og Diabetology, som begge har trykt rettelser.

* Bente Klarlund Pedersen blev i januar 2011 kåret til den danske forsker med den højeste faglige anseelse af Dagens Medicin.

* Klarlund var chef for 50 ansatte på Rigshospitalet. Hun har blandt andet rådgivet Lars Løkke Rasmussen (V), da han var sundhedsminister og Helge Sander, da han var videnskabsminister.

Kilde: Ritzau, BT.

/ritzau/

Dagens Gossip