FAKTA: Se her hvad gør du, hvis du har haft stormflod

Skrevet af admin

27/01/2014

Mest læste i dag

Stormrådet afgjorde 10. december 2013, at der var stormflod i store dele af landet, da vandstanden i de danske farvande steg til et ekstremt niveau med stormen Bodil 5. og 6. december.

Venstres forhenværende miljøminister Hans Christian Schmidt vil øge erstatningen til ofrene efter et besøg søndag hos stormflodsramte ved Roskilde Fjord. Han støttes af De Konservative og Dansk Folkeparti.

De ramte kan få erstattet skader i et vist omfang. Sådan skal de oversvømmelsesramte gøre:

* Anmeld skaderne til det forsikringsselskab, hvor du har din brandforsikring, senest den 10. februar 2014. Du skal anmelde elektronisk på www.stormbasen.dk.

* Har du ikke adgang til en computer, kan du anmelde på et skema, som du kan hente på Stormrådets hjemmeside http://www.stormraadet.dk/Stormflod/Anmeld-din-skade eller rekvirere hos forsikringsselskabet.

* Når skaden er anmeldt, får du besøg af en taksator, som opgør skaden. Forsikringsselskabet træffer så afgørelse om eventuel erstatning. Afgørelsen afhænger af en konkret vurdering af de enkelte skader.

* Selv om du har været udsat for stormflodsskade, er det ikke sikkert, at du kan få erstatning. For eksempel kan du få nedsat erstatningen, eller den kan helt bortfalde, hvis du har undladt at begrænse skaden.

Selvrisikoen ved stormflodserstatninger:

* Skader på privat løsøre: 10 procent, mindst 10.000 kroner

* Skader på privat bygning: 8 procent, mindst 8000 kroner

* Skader på erhvervsløsøre: 10 procent, mindst 10.000 kroner

* Skader på erhvervsbygning: 13 procent, mindst 13.000 kroner

* Skader på fritidshus (inkl. løsøre): 13 procent, mindst 13.000 kroner

Man kan læse mere om stormflodsordningen på www.stormraadet.dk

Kilde: Stormrådet

/ritzau/