FAKTA: Se hvem der deltager i Geneve II-fredskonference

Skrevet af admin

22/01/2014

Dagens topnyheder

Den længe ventede fredskonference Geneve II afholdes for at finde en politisk løsning på borgerkrigen i Syrien.

Det er første gang, at det syriske regime og oppositionen mødes for at forhandle direkte, siden konflikten begyndte i marts 2011.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, og Lakhdar Brahimi, særlig udsending til Syrien-konflikten for FN og Den Arabiske Liga, er værter for konferencen.

Omkring 40 deltagere er inviteret til forhandlingerne, der starter onsdag i schweiziske Montreux og fortsætter i Genève fredag, hvor de egentlige fredsforhandlinger ventes at blive indledt.

Her deltager repræsentanter for Syriens præsident Bashar al-Assads regering og repræsentanter fra oppositionen i en snævrere kreds med blandt andet USA og Rusland som sekundanter. Lakhdar Brahimi ventes at overvåge mødet fredag.

Syriens regering ventes repræsenteret af udenrigsminister Walid al-Moualem, mens Ahmad al-Jarba leder Syriens Nationale Koalition.

Fra Danmark deltager udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF), når konferencen indledes onsdag.

Her kan du læse, hvem der deltager i konferencen:

* FN, EU, Den Arabiske Liga, Syrien, Syriens Nationale Koalition, den islamiske samarbejdsorganisation (OIC) og P5-landene, der består af USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien.

Desuden er følgende lande inviteret:

Algeriet, Brasilien, Canada, Danmark, Egypten, Indien, Indonesien, Irak, Italien, Japan, Jordan, Kuwait, Libanon, Marokko, Norge, Oman, Qatar, Saudi-Arabien, Sydafrika, Spanien, Sverige, Schweiz, Tyrkiet, Tyskland og Forenede Arabiske Emirater.

Oprindeligt var Iran inviteret med til fredskonferencen, men da oppositionsgruppen Syriens Nationale Koalition truede med at blive væk, blev invitationen trukket tilbage.

Kilde: FN.

/ritzau/