FAKTA: Se hvilke handelsforhandlinger EU har i gang

Skrevet af admin

18/10/2013

Dagens topnyheder

EU er i øjeblikket i gang med en række frihandelsaftaler, der skal lægges i forlængelse af de allerede eksisterende aftaler. Få et overblik her:

* EKSISTERENDE AFTALER:

- KOREA: EU-Korea frihandelsaftalen trådte i kraft i juli 2011 som den første af en ny generation af handelsaftaler, der både fjernede toldsatser og en række andre handelshindringer. EU's eksport til Korea er siden vokset markant.

- ANDESREGIONEN: Frihandelsaftalen med Peru har været i kraft siden marts i år og med Colombia siden august. Aftalen er åben for, at også Ecuador og Bolivia kan slutte sig til.

- CENTRALAMERIKA: EU har i løbet af i år åbnet for lettere handel med Costa Rica, El Salvador, Honduras, Nicaragua og Panama.

- MEXICO: Den direkte handel mellem EU og Mexico er blevet fordoblet, siden frihandelsaftalen trådte i kraft i 2000. Man overvejer i øjeblikket at opdatere aftalen, så den også kommer til at omfatte for eksempel tjenesteydelser og investeringer.

- SYDAFRIKA: EU og Sydafrika har siden 2000 haft et frihandelsområde, der omfatter 90 procent af deres handel.

- CHILE: Frihandelsaftalen mellem EU og Chile har fungeret siden 2003.

- ØVRIGE: Der er desuden handelselementer i mere end 20 andre EU-aftaler med blandt andre Tyrkiet, Norge, Island, Færøerne, Schweiz, Egypten, Israel, Den Palæstinensiske Myndighed og Serbien.

* AFSLUTTEDE FORHANDLINGER:

- ØSTLIGE NABOER: EU ventes officielt at åbne for frihandel med Moldova og Georgien den 29. november.

En tilsvarende aftale med Armenien er sat på pause, efter at landet har besluttet at gå i toldunion med Rusland. En aftale med Ukraine afventer, at ukrainerne lever op til en række politiske krav fra EU.

- SINGAPORE: Frihandelsaftalen med EU's største handelspartner i Sydøstasien er forhandlet færdig og ventes at træde i kraft i slutningen af 2014.

- CENTRALAMERIKA: EU har indgået associeringsaftaler med alle centralamerikanske lande på nær Guatemala, som ventes at komme med snart.

- ACP: EU har indgået midlertidige økonomiske partnerskabsaftaler med Elfenbenskysten, Cameroun, Ghana og to regionale grupper i Afrika. Ingen af aftalerne er trådt i kraft endnu.

* IGANGVÆRENDE FORHANDLINGER:

- CANADA: EU og Canada har fredag nået politisk enighed om frihandelsaftalen CETA, der vil fjerne over 99 procent af alle toldsatser og give lettere adgang for varer, investeringer og tjenesteydelser. Den sidste teknik og jura mangler stadig.

Canada var i 2012 EU's 12. største handelspartner med en samhandel til en værdi af over 460 milliarder kroner. Det tal ventes at vokse med 192 milliarder.

- USA: EU og USA tog i juli 2013 hul på forhandlinger om frihandelsesaftalen TTIP, der står til at blive verdens største. Toldsatserne er i forvejen minimale, så fokus er på at sikre fælles produktstandarder.

En fuldt gennemført TTIP kan give EU en årlig økonomisk gevinst på 888 milliarder kroner.

- JAPAN: Frihandelsforhandlingerne mellem EU og Japan åbnede i april 2013. En frihandelsaftale ventes at kunne øge EU's bruttonationalprodukt med 0,6 procent og skabe 400.000 europæiske arbejdspladser.

- Asean: EU forhandler i øjeblikket frihandelsaftaler med de asiatiske lande Singapore, Malaysia, Vietnam og Thailand. Medlemslandene har fredag godkendt, at alle forhandlingerne nu også handler om investeringsbeskyttelse.

EU vil gerne forhandle med andre lande i regionen også. Asean som helhed er EU's tredjestørste handelspartner. I 2012 blev der handlet varer for 1425 milliarder kroner og tjenesteydelser for 380 milliarder.

- DET SYDLIGE MIDDELHAV: EU er i gang med at forhandle frihandel med Marokko og har fået mandat til at indlede lignende forhandlinger med Tunesien, Egypten og Jordan.

- INDIEN: Frihandelsforhandlingerne har stået på siden 2007, men de er stadig langt fra at nå i mål.

- MERCOSUR: Handelsforhandlingerne mellem EU og den sydamerikanske blok bestående af Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela (og snart Bolivia) har haltet en del siden begyndelsen i 2000. Et nyt forsøg indledt i 2010 pågår stadig.

- GOLFLANDENE: Forhandlingerne blev suspenderet i 2008, men der er stadig uformelle kontakter mellem parterne.

- ACP: EU indledte i 2002 forhandlinger med grupperingen af lande i Afrika, Caribien og Stillehavsregionen. Snarere end at søge økonomisk gevinst for EU er der tale om et forsøg på at bidrage til ACP-landenes udvikling. Forhandlingerne kører ujævnt.

* KOMMENDE HANDELSFORHANDLINGER:

- Kina: EU-Kommissionen har fredag fået mandat til at indlede forhandlinger om en investeringsaftale med Kina. Målet er gradvist at afskaffe restriktioner for handel og direkte investeringer, samt at give større sikkerhed for investeringer.

Kun 2,1 procent af EU-landenes direkte investeringer i udlandet er i Kina.

Kilde: EU-Kommissionen

/ritzau/