FAKTA: Se svarene på dine spørgsmål om det forsvundet fly

Skrevet af admin

09/03/2014

Dagens topnyheder

Der er foreløbig ingen meldinger om, hvad der er sket med et Malaysia Airlines-fly (MH370), der forsvandt fredag aften under en flyvning til Kina med 239 personer om bord.

Her er en række spørgsmål og svar om sagen:

SPØRGSMÅL: Er mekaniske fejl en tænkelig forklaring?

- Pludselige mekaniske svigt, der fører til eksplosioner eller fald i kabinetrykket, betragtes som højst usandsynlige i moderne passagerfly.

- Det gælder i særlig grad for Boeing 777-200, der betragtes som et af de mest sikre fly.

- Ifølge det malaysiske flys vedligeholdelsesrapport er der intet, der tyder på, at en sådan fejl - som i øvrigt ikke er set i årtier - ville kunne opstå.

SPØRGSMÅL: Hvor sandsynlig er det, at ulykken skyldes en menneskelig fejl?

- Der er draget flere paralleller mellem MH370 og flyulykken i 2009, da et Air France-fly styrtede ned i Atlanterhavet med flere end 200 døde til følge.

- Air France-ulykken var forårsaget dels af svigt i flyets hastighedscensorer, dels af at piloterne ikke reagerede rigtigt i situationen.

- Ifølge den indonesiske luftfartsspecialist Gerry Soejatman kan det hurtigt gå galt, hvis piloter ikke reagerer på en pludselig opstået situation - også selvom der er mange sikkerhedsforanstaltninger i moderne fly.

SPØRGSMÅL: Er flyet kapret eller udsat for terrorangreb?

- Denne teori har fået næring, efter at myndighederne har oplyst, at to passagerer om bord rejste på stjålne pas - den ene med København som slutdestination - og at radarindikationer tyder på, at flyet vendte om, inden man mistede kontakten til det.

- Piloten gav inden meldinger om en sådan vending.

- Eksperter siger, at manglen på nødsignal vækker mistanke, da det kan indikere en situation, der er opstået så pludseligt, at besætningen ikke har haft tid til at reagere.

- Teorien om terror svækkes af, at ingen har taget skylden for et angreb. Der mangler også et motiv, der kan støtte denne teori.

- At passagerer rejser på stjålne pas er heller ikke usædvanligt.

SPØRGSMÅL: Kan man skyde skylden på sløset sikkerhed i Kuala Lumpurs lufthavn?

- Lufthavnen er ikke kendt for at sløse med sikkerheden.

- Men terroreksperten Rohan Gunaratna fra Singapore Universitet siger, at sagen om passene kan tyde på et "påfaldende svigt" hos myndighederne i lufthavnen.

- Han peger på, at Interpols base over stjålne pas burde have udløst en alarm hos sikkerhedspersonalet.

SPØRGSMÅL: Er dårligt vejr eller turbulens årsagen?

- Det regnes for helt usandsynligt, da det var fint vejr i området, hvor man mistede kontakten til flyet.

SPØRGSMÅL: Kan flyet være løbet tør for brændstof?

- Malaysia Airlines oplyser, at flyet var påfyldt til mindst otte timers flyvning. Ruten til Beijing tager seks timer.

- Havde brændstof været årsagen, ville piloten have haft tid til at sende et nødsignal eller til at kontakte luftfartsmyndighederne.

Kilde: AFP

/ritzau/