Fakta: Søren, Eddy og pressesagerne

Skrevet af admin

23/08/2014

Dagens topnyheder

* 12. januar 2011: Styrmand Søren Lyngbjørn fra Ærø og den dansk-chilensk kaptajn, Eddy Lopez kidnappes sammen med fire filippinske kolleger den danske coaster Leopard fra rederiet Shipcraft.

* 30. april 2013: Søfolkene frigives mod betaling af en løsesum på knap 40 millioner kroner efter to år, tre måneder og 18 dages tilfangetagelse - en af danmarkshistoriens længste gidselsager.

* Efter sin hjemkomst klagede kaptajn Eddy Lopez gennem sit fagforbund, Søfartens Ledere, til Pressenævnet over Ekstra Bladets 10 måneder lange kampagne, hvor han og Søren Lyngbjørn ofte var på forsiden. Han følte sig krænket, misbrugt og udnyttet, mens han og besætningen sad som fanger hos somaliske pirater.

* Eddy Lopez klagede også til Pressenævnet over TV2 dokumentaren "De danske gidsler - mareridtet i Somalia", der blev sendt to dage efter gidslernes frigivelse. Udsendelsen var blevet til efter en norsk-somalisk journalist i tæt kontakt med piraterne fik adgang til at filme i gidslernes lejr.

* December 2013: Eddy Lopez vandt sin sag: Ekstra Bladet og TV2 fik historisk hård kritik af Pressenævnet.

* 23. august 2014: Søren Lyngbjørn var ikke med i klagen til Pressenævnet, men sammen med Eddy Lopez har han gennem sit fagforbund Søfartens Ledere ønsket at rejse krav overfor Ekstra Bladet og TV2 om godtgørelse efter Pressenævnets kendelser. Kravet er på i alt to millioner kroner.

* Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez vil dele en eventuel godtgørelse med deres fire filippinske kolleger.

* Søfartens Ledere meldte i juni 2011 rederiet Shipcraft til politiet for at have overtrådt reglerne om arbejdsmiljø og sikkerhed til søs samt for ikke at gøre nok for at få gidslerne hjem. Men efter gidslernes hjemkomst opgav politiet at rejse en tiltale og sagen faldt.

* Søfartens Ledere har stævnet rederiet Shipcraft for manglende betaling af løn på omkring en million kroner til de to søfolk. Den sag er ikke afgjort.

Kilde: Søfartens Ledere

/ritzau/