Fakta: Spørgsmål og svar om listeria

Skrevet af admin

12/08/2014

Dagens topnyheder

30 kødpålægsprodukter er trukket tilbage fra virksomheden Jørn A. Rullepølser, som ifølge Fødevarestyrelsen er smittekilde til et dansk udbrud af listeria-bakterien.

* Spørgsmål: Hvordan ved jeg som virksomhed, hvilke produkter, der skal trækkes tilbage?

Svar: Fødevarestyrelsen har lavet en bruttoliste over tilbagetrukne fødevarer fra virksomheden Jørn A. Rullepølser A/S. Listen vil blive opdateret hver anden time i takt med at Fødevarestyrelsen får samlet et overblik over, hvilke produkter det drejer sig om.

* Spørgsmål: Hvad skal jeg som forbruger gøre, hvis jeg har spist et af de tilbagetrukne produkter?

Svar: Der er en meget lille risiko for at blive syg, hvis man i øvrigt er rask. Hvis man har spist produkterne og bliver syg, bør man kontakte sin læge.

* Spørgsmål: Hvor hurtigt bliver jeg syg efter at have spist forurenede madvarer, og hvilke symptomer får jeg?

Svar: Der går normalt mellem en og tre uger, fra man spiser et forurenet produkt, til man bliver syg. Der kan dog i nogle tilfælde gå op til 70 dage. Hvis man i øvrigt er sund og rask, giver sygdommen i de fleste tilfælde influenzalignende symptomer og diarre, som går over af sig selv.

For ældre og svækkede personer kan sygdommen udvikle sig langt mere alvorligt og give hjernehindebetændelse og blodforgiftning. Hvis man er gravid og får en infektion med listeria, kan infektionen overføres til det ufødte barn. Det kan resultere i abort, dødfødsel eller fødsel af alvorligt syge børn.

Kilde: Fødevarestyrelsen

/ritzau/