FAKTA: Spritsejladser i danske farvande

Skrevet af admin

02/01/2016

Dagens topnyheder

Søfolk bliver med jævne mellemrum anholdt for at sejle tunge fragtskibe gennem danske farvande med alkohol i blodet.

Her er et udpluk af nogle af de seneste sager:

* Nytårsdag 2016. Kaptajn, førstestyrmand og maskinmester på en russisk coaster tilbageholdt med alkohol i blodet. Fragtskibet var på vej sydpå gennem Øresund.

* September 2015. Polsk kaptajn på 230 meter langt fragtskib anholdt af Nordjyllands Politi for at sejle med høj promille.

* December 2014. En russisk og meget beruset kaptajn på et estisk skib påsejlede og smadrede mole og kaj i havnen i Assens.

* Oktober 2014. En hollandsk kaptajn ramte kajen i Aalborg Havn, da han skulle lægge til. Hans promille var 2,0.

* Oktober 2013. Et maltesisk fragtskib med en beruset ukrainsk kaptajn ved roret stødte på grund ved Helsingør.

* Marts 2013. En beruset russisk kaptajn sad bag roret, da et 146 meter langt tankskib stødte på grund i Øresund. Olie- og kemikalieskibet sejlede med fuld kraft ind i en sandbanke ud for Kastrup.

* Februar 2013. Et 82 meter langt fragtskib var i februar i år få minutter fra at støde på grund ved Sjællands Odde. Kaptajnen var drattet om af druk på skibet.

* Januar 2013. En 60-årig russisk kaptajn på en 67 meter lang coaster sejlede faretruende tæt på strandbredden i Nordsjælland. Politiet rykkede ud og fik ham til at kaste anker. Manden var for beruset til at tage en alkoholtest.

* I flere sager med fulde skibsførere er det endt med bøder, i nogle tilfælde er søfolk blevet frakendt retten til at sejle i dansk farvand i en bestemt periode, og i nogle tilfælde er det endt med fængselsstraf.

* I 2013 lavede Politiken en gennemgang af danske og svenske havarirapporter som sammen med statistik fra Søfartsstyrelsen viste, at hver anden gang et stort handelsskib støder på grund i de danske farvande, sidder der fulde eller trætte søfolk bag roret.

/ritzau/