FAKTA: Stjerner på striber forlader Tour de France

Tour de France 2014 har udviklet sig til en af de mere dramatiske af slagsen i mange år.

Allerede før Touren er nået halvvejs, er de to største favoritter og flere andre store ryttere stået af.

Der er ingen af de tilbageværende ryttere, der tidligere har vundet Tour de France.

* Her et udpluk af de ryttere, der har forladt Tour de France 2014.

* 10. etape:

Tinkoff-Saxos spanske kaptajn Alberto Contador udgår efter et styrt knap halvvejs på etapen. Han sad forslået i vejkanten i flere minutter og var fire minutter efter feltet, da han kom på cyklen igen. Astana satte efterfølgende fart i hovedfeltet, og efter cirka 20 kilometers kamp sammen med flere holdkammerater for at nå op igen stod Contador af.

* 5. etape:

Den forsvarende Tour-vinder Chris Froome udgår på den frygtede brostensetape. Et styrt fra dagen før generede ham tydeligvis meget, og han styrtede to gange på 5. etape og udgik allerede inden, han nåede frem til de frygtede stykker med brosten. Froome kunne senere fortælle om skanninger, der viste brud på begge hænder.

* 3. etape:

Andy Schleck kom i mål på 3. etape, men han opgav at stille til start på 4. etape. Den luxembourgske cykelrytter havde beskadiget ledbånd og menisken i højre knæ for alvorligt til, at han kunne køre videre.

* 1. etape

Den britiske supersprinter Mark Cavendish styrter kort før mål i en vild finale på 1. etape. Cavendish jagtede en sejr på hjemmebane, der også ville have givet ham lov til at køre i den gule førertrøje, men det endte med smerter i asfalten. Cavendish tog selv skylden for styrtet. For store smerter i skulderen forhindrede ham i at stille til start på 2. etape.

* Andre:

Også en del andre ryttere er ude af årets Tour de France. Ifølge Tourens hjemmeside er følgende ryttere - ud over de fire ovennævnte - udgået: Sacha Modolo, Gregory Henderson, Xabier Zandio, Egor Silin, Jesus Hernandez, Maximiliano Richeze, Stef Clement, John Darwin Atapuma, Danny van Poppel, Bart de Clercq, Mathias Frank, Egoiz Carcia og Edward King.

/ritzau/

Dagens Gossip