FAKTA: Stor udskiftning efter Eurovision-skandale

Skrevet af admin

06/01/2015

Mest læste i dag

Skandalen om det kolossale underskud ved Det Internationale Melodi Grandprix, i folkemunde kendt som Eurovision, har nu fået massiv konsekvenser i Wonderful Copenhagen:

* Administrerende direktør Lars Bernhard Jørgensen stopper, når der er fundet en afløser. Det sker på baggrund af en "fælles indstilling" fra bestyrelsesformand Peter Højland og direktøren selv til bestyrelsen.

* Ni ud af 10 bestyrelsesmedlemmer "stiller deres mandat til rådighed". Formand Peter Højland vil nu gå i gang med at sammensætte en ny bestyrelse.

* Den kommende direktør skal blandt andet se nærmere på Wonderful Copenhagens ledelsesstruktur og organisation. Målet er at sætte fokus på "turismearbejdet".

* Bestyrelsesformand Peter Højland meddeler desuden, at han har afleveret en redegørelse til formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S).

* Folketingets statsrevisorer har tidligere opgjort bruttoudgifterne til Eurovision til 334 millioner kroner. I dette beløb er eksempelvis indtægterne fra showet ikke modregnet.

* Wonderful Copenhagens projektselskab har haft udgifter for 137 millioner kroner mod et oprindeligt budget på 34,6 millioner kroner.

* For at begrænse de økonomiske skader donerede Region Hovedstaden og Wonderful Copenhagen hver ekstra 4,3 millioner kroner, allerede inden showet skulle afholdes. Københavns Kommune har givet ekstra 8,7 millioner kroner. Dertil kommer indtægterne fra showet.

* Region Hovedstaden har også bevilget et ekstraordinært driftstilskud på 46 millioner kroner til Wonderful Copenhagen, der skal dække en del af underskuddet.

* Wonderful Copenhagen skal efter planen betale de 46 millioner kroner tilbage via reduktion i regionens grundtilskud til turismeorganisationen over de kommende syv år.

Kilde: Wonderful Copenhagen

/ritzau/