FAKTA: Store fremskridt fra COP15 til klimamøde i Paris

Udgangspunktet for en global klimaaftale er et helt andet, end det var tilfældet i 2009, når flere end 150 stats- og regeringschefer mødes til forhandlinger i Paris mandag.

Landene er bedre forberedt på en aftale, hvilket blandt andet afspejles i, at langt flere møder op med konkrete løfter.

* Før mødet i København havde blot 27 lande fremlagt klimaløfter. Ved COP21 i Paris er tallet over seks gange så højt: 175.

* De to lande med størst udledning af drivhusgasser, Kina og USA, har flyttet sig betydeligt.

* Kina, som ikke afgav løfter i 2009, har nu sagt, at man reducerer brugen af fossile brændstoffer som primær energikilde med 20 procent i 2030. Omkring samme år vil udledningen have toppet, lyder det fra Beijing.

* USA, som var tøvende før COP15, lover at reducere CO2-udledningen med 26-28 procent i 2025, målt i forhold til 2005-niveau.

* Vedvarende energi er slået igennem. Mens vind og sol tegnede sig for henholdsvis 160 og 24 gigawatt i 2009, er det nu steget til 373 og 180 gigawatt.

Kilder: Climate Nexus, FN's Klimasekretariat og Washington Post

/ritzau/

Dagens Gossip