FAKTA: Sygeplejerske er tiltalt for ni forbrydelser

Skrevet af admin

24/06/2016

Dagens topnyheder

Retten i Nykøbing Falster afgør fredag skyldsspørgsmålet i en straffesag mod en 31-årig sygeplejerske, der 1. marts 2015 blev anholdt efter en vagt på det lokale sygehus, hvor flere patienter var døde.

I alt er den 31-årige kvinde tiltalt for ni forhold, som er beskrevet på følgende vis i anklageskriftet:

* Forhold 1 beskriver sygeplejerskens påståede drab på den 72-årige Arne Herskov 4. marts 2012 i tidsrummet mellem klokken 09.00 og klokken 21.30 på Nykøbing F. Sygehus ved indgivelse af en overdosis af morfin og diazepam - bedre kendt som Stesolid.

* Forhold 2 handler om, at den tiltalte skal have misbrugt sin stilling og gjort sig skyldig i tyveri ved at stjæle forskellige typer medicin fra sin arbejdsplads, herunder det kraftige sovemiddel Zopiclone og morfin. Alt sammen til en værdi af 145 kroner.

* Forhold 3 anklager sygeplejersken for overtrædelse af autorisationsloven ved i tidsrummet mellem 1. januar 2015 og 1. marts 2015 at have givet sin dengang syvårige datter kraftige og receptpligtige sovepiller af mærket Zopiclone, som ikke må gives til børn.

* Forhold 4 beskriver sygeplejerskens påståede drab på den 86-årige Anna Lise Poulsen. Ifølge anklageskriftet skete det 28. februar 2015 mellem klokken 19.00 og 20.30. Igen skal der være tale om en dødelig overdosis af morfin og diazepam.

* Forhold 5 beskriver sagens tredje drabsanklage. Her er offeret den 66-årige Viggo Petersen, som ifølge anklagen er blevet dræbt i samme tidsrum som Anna Lise Poulsen. Også fremgangsmåden - en dødelig cocktail af morfin og diazepam - går igen.

* Forhold 6 zoomer ind på et påstået drabsforsøg på den 72-årige Maggi Rasmussen. Ifølge anklageskriftet bliver hun forsøgt dræbt i tidsrummet fra 28. februar klokken 19.00 til 1. marts klokken 05.35 med en dødelig dosis af morfin, diazepam og hjertemedicinen Cordarone. Kolleger fatter mistanke og når at give patienten modgift.

* Forhold 7 er en tiltale for overtrædelse af både straffe- og autorisationsloven, da den tiltalte i sit virke som sygeplejerske skal have misbrugt sin stilling til at krænke privates ret og udvist grovere forsømmelse eller skødesløshed, idet hun i forbindelse med de påstået tre drab og drabsforsøget fejlbehandlede de angivne patienter.

* Forhold 8 anklager sygeplejersken for overtrædelse af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer ved i forbindelse med sin anholdelse uberettiget at besidde morfintabletter, Zopiclone samt en sprøjte, der havde indeholdt Stesolid.

* Forhold 9 går på, at den 31-årige kvinde under sin varetægtsfængsling har besiddet og anvendt en mobiltelefon.

Kilde: Anklageskriftet fra Statsadvokaten i København.

/ritzau/