FAKTA: Tænketanken Kraka vil forhindre ny finanskrise

Den danske økonomi er stadig lige så sårbar over for en ny finanskrise, som før finanskrisen rullede ind over landet.

Sådan lyder en af konklusionerne fra Tænketanken Kraka, der torsdag har offentliggjort rapporten "Den danske finanskrise - kan det ske igen".

Tænketanken kommer derfor med en række anbefalinger, der skal sikre, at fremtidige kriser ikke kommer til at ramme lige så hårdt som den nuværende. Læs en række af dem her.

* Kraka vurderer, at de danske banker ikke er blevet mere polstret end før finanskrisen trods en række tiltag. Derfor skal kravene til bankernes kapitalkrav være højere og være tættere på den overligger, som EU har fastsat.

* Kraka mener, at de store banker har kunnet få en implicit statsgaranti fra den danske stat, hvilket er et problem, da det kan føre til overdreven risikovillighed fra bankernes side. Kreditorer og aktionærer skal kunne forvente markante tab, hvis en bank er nødlidende.

* På boligmarkedet mener Kraka, at de mange afdragsfrie lån og lån med variabel rente er en trussel for økonomien. Kraka anbefaler derfor en markant begrænsning.

* Kraka vil derudover ophæve fastfrysningen af ejendomsværdiskatten, da det kan være med til at dæmpe udsvingene i økonomien.

* Danmark er ikke gået ind i EU's bankunion, men det vil være en god idé ifølge Kraka, da Danmark vil kunne nyde godt af den fælles forsikringsordning. Kraka anbefaler Danmark at gå med nu, så vi kan påvirke de endelige regler mest muligt.

Kilde: Kraka: "Den danske finanskrise - kan det ske igen".

/ritzau/

Dagens Gossip