FAKTA: Thorning ønskes god vind fra nær og fjern

Skrevet af admin

13/01/2016

Mest læste i dag

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) bytter til april Folketinget ud med jobbet som administrerende direktør for Save the Children International i London.

Lykønskningerne begyndte at strømme ind fra politikere, organisationer og andre politiske aktører på blandt andet det sociale medie Twitter, allerede inden udnævnelsen blev officiel klokken 21. Og strømmen fortsatte hele aftenen:

Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister:

- Til lykke Helle! Så velfortjent med den flotte post. Tak for kampen og din store indsats for Danmark. Pas godt på børnene.

Mette Frederiksen (S), partiformand:

- Helle har den nødvendige viljestyrke og vil gøre en positiv forskel til gavn for de børn i verden, der har mest brug for det. Til lykke, Helle – og tak for din indsats for Danmark og for Socialdemokratiet.

Morten Østergaard (R), partiformand:

- Vi har været meget igennem sammen de sidste 10 år i dansk politik. Og din ukuelighed har altid været en inspiration. Du vil som altid gøre en forskel.

Pia Olsen Dyhr (SF), partiformand:

- Til lykke til Helle Thorning-Schmidt! Spændende job, men også en god mulighed for familien. God vind!

Kristian Jensen (V), udenrigsminister:

- Jeg vil gerne ønske Helle Thorning til lykke med jobbet hos Save the Children. Jeg ved fra tidligere, hvor dedikeret og engageret hun er.

Pia Kjærsgaard (DF), Folketingets formand:

- Jeg tror, at hun, fra den dag hun tabte valget, har søgt andre poster. Det vidste vi jo også godt, og nu ser det så ud til, at hun har fået det.

Magnus Heunicke (S), velfærdsordfører og tidligere minister:

- To gange ringede hun og ændrede mit liv. Tak Helle. Det har været en ære at arbejde sammen med dig. God vind.

Morten Bødskov (S), medlem af Socialdemokraternes gruppeledelse og tidligere minister:

- Til lykke, Helle! Tak for kampen. Du leverede det, en S-formand skal; Statsminister. Danmarks største parti. Sådan. Held og lykke!

Uffe Elbæk (AL), politisk leder og tidligere minister:

- Oprigtigt kæmpe til lykke med jobbet, Helle Thorning-Schmidt. Du har så mega meget fortjent det!

Pelle Dragsted (EL), finansordfører:

- Tredje gang er lykkens gang. Til lykke med jobbet til Helle Thorning.

Carolina M. Maier (AL), sundhedsordfører:

- Til lykke med jobbet, Helle Thorning. Må hun arbejde for, at ingen flygtningebørn i verden skal vente år på familiesammenføring.

Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors:

- Til lykke Red Barnet med Helle Thorning - verdens udsatte børn får en stærk talskvinde.

Søs Marie Serup, kommentator og tidligere pressechef i Venstre:

- Thorning viser igen alle små piger, at man skal turde række hånden op - også igen og igen.

/ritzau/