FAKTA: Thorning på ministerjagt - igen igen

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal have fundet seks nye ministre, fordi SF har trukket sig fra regeringssamarbejdet.

Og det er langtfra første gang, at statsministeren må lægge det store puslespil, som i øjeblikket omfatter 22 ministerier:

* I august 2012 gennemfører Thorning en ministerrokade, som berører seks ministerier. Det gælder blandt andet Socialministeriet, som SF's nu afgående formand, Annette Vilhelmsen, overtager. Hendes post som erhvervs- og vækstminister overtages af Henrik Sass Larsen (S).

* Den daværende radikale kulturminister, Uffe Elbæk, går i december 2012 af efter beskyldninger om nepotisme. Hans efterfølger bliver Marianne Jelved (R).

* I november 2013 træder den daværende radikale udviklingsminister, Christian Friis Bach, tilbage efter at have vildledt Folketinget i GGGI-sagen og giver plads til partifællen Rasmus Helveg Petersen.

* December 2013 byder på en mindre rokade i fire ministerier. Det sker, efter at den daværende justitsminister, Morten Bødskov (S), må træde tilbage som følge af den såkaldte Christiania-sag. Karen Hækkerup (S) bliver ny justitsminister.

De afgående SF-ministre, som Thorning nu skal finde afløsere for blandt sine egne socialdemokrater og De Radikale, er følgende:

* Socialminister Annette Vilhelmsen:

Annette Vilhelmsen blev erhvervs- og vækstminister, efter at hun vandt en urafstemning i SF og blev partiformand i oktober 2012. Ved regeringsrokaden i august 2013 overtog hun posten som social-, integrations- og børneminister.

* Udenrigsminister Holger K. Nielsen:

Holger K. Nielsen nød et markant politisk comeback, da han først fik posten som skatteminister efter Annette Vilhelmsens formandssejr og i december 2013 efterfulgte Villy Søvndal på udenrigsministerposten.

* Skatteminister Jonas Dahl:

Jonas Dahl fik sin første ministerpost som skatteminister midt i december sidste år i den regeringsrokade, der blev gennemført, da Villy Søvndal trak sig som udenrigsminister.

* Sundhedsminister Astrid Krag:

Astrid Krag blev sundhedsminister efter folketingsvalget i efteråret 2011. Hun var tæt på at blive formand for SF efter Villy Søvndals afgang, men tabte formandskampen til Annette Vilhelmsen.

* Miljøminister Ida Auken:

Ida Auken har siddet som miljøminister, siden SF kom i regering efter valget i 2011.

* Transportminister Pia Olsen Dyhr:

Pia Olsen Dyhr har været transportminister siden ministerrokaden i august sidste år. Forinden sad hun som handels- og investeringsminister.

/ritzau/

Dagens Gossip