FAKTA: Tre sommerbegivenheder kan være terrormål

Skrevet af admin

31/05/2016

Dagens topnyheder

I et opdateret rejsevarsel råder USA amerikanske statsborgere til at være ekstra opmærksomme på faren for terror, hvis de rejser i Europa hen over sommeren.

Rejsende skal ifølge USA generelt undgå store forsamlinger og i hele Europa være opmærksomme på risikoen for angreb ved store begivenheder, turistattraktioner, restauranter, shoppingområder og i den offentlige transport.

Samtidig råder ministeriet amerikanske rejsende til at have en nødplan klar, hvis de bliver adskilt fra deres familie under et angreb.

Af meddelelsen fremgår det også, at særligt tre store begivenheder betragtes som at udgøre en terrorrisiko:

* Europamesterskabet i fodbold fra 10. juni til 10. juli, der spilles i Frankrig.

* Cykelløbet Tour de France i Frankrig fra 2. til 24. juli.

* Den katolske kirkes Verdens Ungdomsdag i Krakow i Polen, der forventer 2,5 millioner besøgende mellem 26. juli og 31. juli.

Den skærpede rejsevejledning gælder til 31. august.

Det amerikanske udenrigsministerium har to kategorier af varslingsmeddelelser.

Den alvorligste er en egentlig advarsel i tilfælde af krig, vedvarende alvorlig kriminalitet eller hyppige terrorangreb, som bør få amerikanere til nøje at overveje, om det overhovedet er nødvendigt for dem at rejse.

Det mildere varsel - som i det aktuelle tilfælde - bruges til at oplyse om ting og begivenheder, man bør være opmærksom på på rejsen, for eksempel sygdomsudbrud, demonstrationer eller en mindre specifik øget fare for terror.

Kilde: De amerikanske pas- og rejsemyndigheder.

/ritzau/