FAKTA: Turister opfordres til forsigtighed i Egypten

Skrevet af admin

10/01/2016

Mest læste i dag

Fredag aften blev et hotel i den egyptiske badeby Hurghada angrebet af to bevæbnede mænd. To østrigske og en svensk turist blev såret ved angrebet på hotellet, hvor mange danskere holdt ferie.

Omstændighederne ved angrebet og motivet er fortsat uklare, men de lokale myndigheder har ifølge Udenrigsministeriet sat en undersøgelse i gang.

Der ændres i denne omgang ikke på selve rejsevejledningen, som senest blev skærpet efter et flystyrt ved Sharm el-Sheikh i oktober.

Se vejledningens hovedtræk her:

* Der er generelt en høj risiko for terrorhandlinger i hele Egypten, herunder i Kairo, Alexandria og andre turistdestinationer.

* Terrorangreb retter sig først og fremmest mod de lokale sikkerhedsmyndigheder, men der er set en stigning i angreb rettet mod vestlige mål, herunder turistattraktioner.

* Der er særligt høj risiko for terrorangreb på den nordlige del af Sinai-halvøen. Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til dette område.

* Udenrigsministeriet fraråder ikkenødvendige rejser til det sydlige Sinai, herunder feriemålet Sharm el-Sheikh.

* Faktisk frarådes alle ikkenødvendige rejser til Egypten - bortset fra det centrale Kairo, Alexandria, turistområderne langs Rødehavets vestkyst (herunder Hurghada og Marsa Alam) samt Luxor og Aswan, nilkrydstogter imellem disse byer og Abu Simbel.

* Rejsende opfordres generelt til at udvise forsigtighed ved turistattraktioner, hoteller, offentlige bygninger og i nærheden af sikkerhedsmyndighederne og at undgå steder, hvor større menneskemængder er samlet.

* Ifølge ministeriet kan sikkerhedssituationen hurtigt ændre sig i Egypten, og rejsende opfordres til at følge med gennem de lokale medier og en eventuel repræsentant fra rejseselskabet på stedet.

Kilder: Udenrigsministeriets rejsevejledning

/ritzau/