FAKTA: Tusinder sætter fokus på kvinders ligestilling

Kvinder og pigers sundhed, rettigheder og trivsel er i fokus, når organisationen Women Deliver mandag til torsdag afholder konference i Bella Center i København.

Det er den største internationale konference af sin art i mere end ti år. Blandt deltagerne er ledere af FN-organisationer, repræsentanter fra erhvervslivet, politikere og ministre.

Fra Danmark deltager blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), udenrigsminister Kristian Jensen (V) og Kronprinsesse Mary.

Women Deliver peger på en række områder, hvor kvinder og mænd ikke er ligestillet, og hvor kvinder er underrepræsenterede. Se nogle eksempler her:

* To ud af tre voksne analfabeter er kvinder.

* Hver femte af verdens parlamentsmedlemmer er en kvinde.

* En ud af 12 ledere er en kvinde.

* 95 procent af verdens lande har et mandligt statsoverhoved.

* Jo længere man kommer i uddannelsessystemet i Afrika syd for Sahara, jo færre piger er der blandt eleverne og de studerende:

* I grundskolen er der 92 piger for hver 100 drenge.

* I gymnasierne er der 84 piger for hver 100 drenge.

* På videregående uddannelser er der 61 kvinder for hver 100 drenge.

* De vigtigste årsager til, at piger og kvinder dropper ud af skolen, er børneægteskab, skolepenge, seksuelle overgreb og mangel på toiletfaciliteter.

Kvinder er en bedre økonomisk investering end mænd, mener Women Deliver:

* Kvinder og piger bruger 90 procent af deres løn på familien. Mænd bruger kun 30 til 40 procent af deres indkomst på familien. Mødres indkomst kan eksempelvis være afgørende for, at børn får behandling, hvis de bliver syge.

Kilder: Women Deliver

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV