FAKTA: Tyrkisk regeringsparti har fokus på PKK før valg

Skrevet af admin

12/09/2015

Dagens topnyheder

AKP holdt lørdag partikongres forud for parlamentsvalget i Tyrkiet 1. november. AKP er fortsat det største parti i parlamentet efter valget 7. juni, men det har mistet dets absolutte flertal for første gang.

* Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) er det største politiske parti i Tyrkiet og har været dominerende i tyrkisk politik siden 2002.

* Det muslimske AKP-parti, der ledes af præsident Recep Tayyip Erdogan, står bag den voksende rolle, som islam har fået i det tyrkiske samfund siden 1990'erne.

* Partiet er stadig meget populært i Tyrkiet og håber at genvinde et absolut flertal i parlamentet ved et valg i november.

* Ved valget i juni fik AKP 41 procent af stemmerne.

* Partiet er stiftet af Erdogan i 2001.

* Erdogan blev kendt i hele Tyrkiet, da han som overborgmester i Istanbul i 1994-1998 gennemførte mange sociale forbedringer for de mange tilflyttere fra landområderne.

* Som borgmester talte Erdogan åbent om at gøre Tyrkiet til en islamisk stat. I 1997 fik han fire måneders fængsel for at have opildnet til religiøst had.

* Erdogan blev Tyrkiets premierminister første gang den 14. marts 2003. I august 2014 blev han valgt som Tyrkiets præsident.

* Partiet har ikke mindst vakt opsigt ved at gøre det stadig mere almindeligt at bære muslimsk tørklæde i Tyrkiet, som er et symbol på bruddet med den verdslige stat, som Mustafa Kemal Atatürk grundlagde i 1923 på ruinerne af det osmanniske imperium.

* Op til valget i november er det politiske liv domineret af Tyrkiets forsøg på at nedkæmpe oprørere i den militante kurdiske PKK-bevægelse og konflikterne med blandt andre Islamisk Stat i nabolandene Syrien og Irak.

/ritzau/Reuters