FAKTA: Udfordringer for ny forsvarsminister

Skrevet af admin

30/09/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) går onsdag klokken 11 til dronningens stedfortræder, prins Joachim, for at præsentere sin nye forsvarsminister, der skal afløse Carl Holst, som trådte tilbage tirsdag.

Her er nogle af de på forhånd kendte udfordringer på den nye ministers bord:

* Køb af kampfly:

Forsvaret skal fra 2020 erstatte F-16 med et nyt kampfly. Købet af nye kampfly har ikke været en del af valgkampen, selvom regningen ventes at løbe op imellem 20 og 30 milliarder kroner.

Valget står mellem den amerikanske favorit Joint Strike Fighter og outsiderne Eurofighter og F-18 Super Hornet. Ud over typen er antallet også et centralt punkt. Den politiske aftale skal desuden spænde fra Dansk Folkeparti til SF.

* Kampen mod Islamisk Stat:

Et bredt flertal i Folketinget sagde sidste år ja til at indsætte kampfly og sende danske soldater til Irak for at træne irakiske styrker til kampen mod Islamisk Stat.

Flyene er ganske vist trukket hjem for en tid, men regeringen har meldt ud, at man vil have dem tilbage i aktion. Desuden er der fortsat danske soldater i Irak - udstationeret på en base i den IS-dominerede Anbar-provins - for at træne irakiske soldater.

* Forsvarets økonomi:

Forsvarets økonomi er presset af dyre internationale missioner og flere skandaler om dårlig økonomistyring.

Det nuværende forsvarsforlig løber til og med 2017, og dermed bliver det den nye forsvarsminister, som skal samle Folketingets partier om et nyt forlig, der afsætter penge til forsvaret.

Nato presser samtidig på for, at Danmark skal leve op til en fælles målsætning om, at Nato-landene skal bruge mindst to procent af deres årlige bruttonationalprodukt på forsvaret. Det danske forsvarsbudget er i øjeblikket på 1,2 procent, og flere partier i forligskredsen er imod at øge budgettet.

* Utilfredshed blandt de ansatte:

De ansatte - senest officererne - har flere gange givet udtryk for utilfredshed med tingenes tilstand i Forsvaret. Det kom blandt andet til udtryk, da mekanikerne på de udsendte danske kampfly i Irak i sommer krævede at få en pause fra bombardementerne på grund af nedslidning.

Tidligere forsvarsminister Carl Holst fik opsigtsvækkende kritik fra de faglige organisationer.

Kilder: Ritzau

/ritzau/